Letbane overskrider budget med milliard

Hovedstadens Letbane slipper ikke fri. Stigende materialepriser, mangel på arbejdskraft og en krig i Ukraine er også den virkelighed, som nu får letbanen til at varsle en markant overskridelse af budgettet på 8,2 mia. kroner på op mod 10-15 procent for at få projektet færdiggjort.

Det betyder, at de 11 kommuner, som letbanen løber igennem, skal betale op mod 1,2 mia. kroner yderligere.

Det skriver Hovedstadens Letbane i pressemeddelelse. – Der er mange faktorer, som påvirker projektets risici, bl.a. de uventede globale faktorer med covid og krigen i Ukraine, der har gjort det ekstremt udfordrende for os at sikre fremdriften og økonomien på projektet. På baggrund af den ændrede risikoprofil vurderer vi derfor nu, at det ikke er sandsynligt, at Letbanen kan færdiggøres med det nuværende budget, siger Erik Skotting, direktør i Hovedstadens Letbane. – Når vi kommer med denne risikovurdering nu, er det ikke, fordi pengene er brugt, men det er en early warning. Med en forhøjelse af budgetrammen har vi fortsat en forventning om, at Letbanen vil kunne åbne som planlagt. Men som med andre tilsvarende komplekse projekter er der selvfølgelig vedvarende usikkerhed, forklarer Erik Skotting.

Del dette med dit netværk: