Dansk producent: Årets Byggeri i Stockholm

Cederhusen, et af verdens største træbyggerier, er blevet kåret til Årets Byggeri 2023. Det nu prisvindende lejlighedskompleks er beklædt med en særlig træart i form af canadiske cedertræ spån, hvilket Frøslev Træ har leveret i samarbejde med Moelven Sverige. Ifølge den danske træproducent kan vi lære meget af vores svenske naboers byggetraditioner, når det kommer til at lade træet spille førsteviolin i opførelsen af større byggerier som Cederhusen.

Prisen for Årets Byggeri 2023 er blevet uddelt i den svenske hovedstad Stockholm, og den gik til det nyopførte lejlighedskompleks Cederhusen i Hagastaden, som er et af verdens største træhusprojekter. Karakteristisk for Cederhusen er lejlighedskompleksets facade, der er beklædt med træ fra danske Frøslevs projektselskab i samarbejde med Moelven Sverige.

– Det er naturligvis en stor ære, at vi har været involveret i Årets Byggeri i Stockholm, og vi er stolte over at have sat et så markant aftryk på byggeriet. Men vi er mindst lige så begejstret over, at et træbyggeri nu har vundet Årets Byggeri. Træbyggerier behøver nemlig ikke at blive placeret i sin egen kategori i Sverige. Det er på lige fod med for eksempel betonbyggeri, og det kan vi lære meget af i Danmark, hvor vi har en tendens til at placere træbyggeri i en kategori for sig, lyder det fra Thomas Lindner Nielsen, projektudvikler og produktspecialist hos Frøslev.

For svenske Folkhem, der har været bygherre på projektet, udgør opførelsen af Cederhusen en væsentlig milepæl, da der er tale om Stockholms første store byggeri i massivt træ, ligesom projektet indgår i en særlig portefølje af byggerier med fokus på klimaet: – Vi kan tydeligt se en øget interesse og efterspørgsel på boliger bygget i træ, da mange privatpersoner gerne vil bidrage til en mere klimavenlig tilværelse og dermed vil bo i et træbyggeri. Derudover oplever mange, der bor i et træbyggeri, at træet giver et godt indeklima og bidrager til et smukt byrum, lyder kommentaren.

Del dette med dit netværk: