Ørsted – ny forretningsplan/ny direktør

I kølvandet på lanceringen af sin opdaterede forretningsplan offentliggør Ørsted ændringer i ledelsesstrukturen. Formålet er at forenkle strukturen og yderligere skærpe virksomhedens fokus på projektgennemførelse, finansiel disciplin, værdiskabelse, risikostyring og operationel effektivitet. Ørsted planlægger at investere 270 mia. kr. i vedvarende energi og derved mere end fordoble sin installerede kapacitet til 35-38 GW inden udgangen af 2030.

Som en del af den nye ledelsesstruktur har Ørsted fået et nyt Commercial-område under Rasmus Errboe, som udnævnes til viceadministrerende direktør og kommerciel direktør. Som følge af sin nye rolle bliver Rasmus Errboe en del af den registrerede ledelse i Ørsted A/S. Rasmus Errboe er i øjeblikket midlertidig koncernøkonomidirektør og har tidligere været regionsdirektør for Europa i Ørsted.

Ørsted beholder sin nuværende organisationsstruktur med tre regioner (Region Asien og Stillehavsområdet, Region Europa og Region Amerika) i tråd med det allerede fastlagte kommercielle og geografiske fokus. Fremadrettet vil Ørsteds regionsdirektører, direktør for kommunikation og bæredygtighed og direktør for strategi, portefølje, innovation og digitalisering referere til den nye kommercielle organisation ledet af Rasmus Errboe.

Del dette med dit netværk: