Sæt it-udbud fri
Sæt de offentlige it-udbud fri og undgå skandalerne. Det kræver mod fra både politikere og embedsmænd, hvis vi for alvor skal lykkes med at arbejde mere moderne it-udvikling i det offentlige. Sådan siger Philip Wiig, dansk landechef i konsulenthuset Accenture
Der har været meget debat om, hvordan det offentlige kan blive bedre til at styre store it-projekter, så vi undgår de mange it-skandaler og budgetter, der løber løbsk. Debatten overser desværre ofte, at et vigtigt instrument til at undgå de fejlslagne projekter allerede findes i værktøjskassen. Politikerne har selv vedtaget det. Nu skal de bare vise mod og lederskab, så deres embedsværk for alvor tager det i brug.
Mine to råd er: 1. Sørg for at reducere kompleksiteten og dermed risikoen i de store it-projekter ved at kigge på, om noget i lovgivningen kan forenkles, inden udviklingen af et system sættes i gang. 2: Sæt endnu mere fokus på digital ledelse og forståelse i det offentlige. Den nye generation af it-beslutningstagere i det offentlige skal lære at arbejde med agil udvikling i kombination med gamle dyder som test og verificering, så vi alle kan høste fordelene i den nye udbudslovgivning uden at bruge skatteydernes penge uansvarligt, siger Philip Wiig til Finans.
Sidste år trådte en ny udbudslov i kraft, der åbner mulighed for, at offentlige udbydere nemmere kan indgå samarbejde med leverandører af it-systemer uden på forhånd at skulle definere hele systemleverancen. Det er fornuftigt. Store offentlige it-projekter er komplekse, og behov ændrer sig typisk undervejs. Kimen til mange fejlslagne projekter bliver lagt i ordregivernes forsøg på at definere og specificere hele projektet på forhånd. Det resulterer i, at samarbejdet mellem udbyder og leverandør bliver for rigidt, og at aftalerne ikke kan rumme nødvendige tilpasninger undervejs. Man har rent ud sagt købt it-systemer på samme måde, som man ville købe skruer og møtrikker.
Den nye udbudslov giver mulighed for at arbejde med it-udvikling efter det moderne princip ’minimum viable solution’, hvor man starter med det mest nødvendige og bygger til undervejs. I stedet for at definere omfattende systemer i detaljer på forkant, så en leverandør kan give et samlet tilbud, kan man i dag gennem såkaldt konkurrencepræget dialog vælge en leverandør baseret på kompetencer og i tæt samarbejde starte med at bygge løsningen.
De største udbydere har taget mulighederne til sig, men det er desværre ikke tilfældet for niveauet under. Mange offentlige beslutningstagere har en medfødt angst for at udstikke en overordnet bevillingsramme til et projekt, der ikke er defineret i detaljer. Problemet er bare, at denne tankegang oftest ender med at koste skatteyderne dyrt. Det kræver mod fra både politikere og embedsmænd, hvis vi for alvor skal lykkes med at arbejde mere moderne it-udvikling i det offentlige. Men modet kommer ikke af sig selv. Hvis beslutningstagerne for alvor skal turde bryde ud af den gamle, men trygge rille, kræver det, at de kommer til at stå på et mere sikkert fundament.
