DI-chef om AI: Just do it!

Lars Sandahl Sørensen, CEO, Dansk Industri indlæg på LinkedIn

”Kære alle

I dag foreslår DI et pionerprojekt, som jeg virkelig vil anbefale politikerne at lytte til.  Mens vi diskuterer, hvordan AI kommer til at forandre verden, er virksomhederne i fuld gang med at øve sig, teste og benytte kunstig intelligens alle vegne.

Nu har vi brug for politisk mod, så vi kan komme i gang i det offentlige også!  Danmark skal være frontrunner i den næste store industrielle revolution. Det kræver, at vi tør igangsætte konkrete storskala projekter.

Konkret foreslår vi at udpege en række AI-pioner-kommuner. Her skal en ny digital task force sammen med kommunerne identificere relevante sagsområder, som AI skal håndtere. Formålet er at vise vejen til reel frigørelse af arbejdskraft med nålestikoperationer ved hjælp af kunstig intelligens. Ét område kunne være byggeriet. Hvorfor skulle kunstig intelligens f.eks. ikke kunne foretage den indledende behandling af ansøgninger om byggetilladelser?

Jeg tror, at mange danskere, der gerne vil bygge en carport eller renovere sommerhuset, godt kunne tænke sig en lidt hurtigere og mere effektiv sagsbehandling.  Jeg tror også, at kommunerne godt kunne konvertere kolde til varme hænder i en tid, hvor antallet af administrative medarbejdere i det offentlige er vokset markant.

Pioner-kommunerne skal tilføjes kompetencer og økonomi. Ansvaret for at realisere ambitionerne skal placeres i en ny digital task force med inspiration fra den digitale task force fra 2001.

Vi har talt og kommer til at tale meget om regulering. Og det er fornuftigt. Men vi bliver også nødt til at tale om mulighederne med AI.

Naturligvis skal vi kvalitetssikre og skabe ansvarlige rammer for pionerprojektet. Men lad os dog prøve det af. Vi har brug for konkret handling. Teste, evaluere, blive klogere.

Her gælder kun det gamle Nike-slogan: Just do it.”

Del dette med dit netværk: