Aarhus, ny klimachef

Rolf Johnsen er pr. 1. januar tiltrådt som ny klimachef i Aarhus Kommune, hvor han står i spidsen for en ny og målrettet klimaindsats frem mod 2030.

– Jeg glæder mig til at arbejde med Aarhus Kommunes grønne omstilling og sikre, at vi sammen når i mål med de høje ambitioner, som byrådet har sat. Vi skal alle være en del af løsningen på klimaudfordringen for at nå i mål, og med den nye organisering kan vi præge vores egne områder som energi og affald, men samtidig skal vi arbejde sammen med alle i Aarhus om at give den enkelte mulighed for at gøre en positiv forskel, siger han

Den nye klimachef kommer fra en stilling som chef for Klima, Ressourcer og Grøn Omstilling i Region Midtjylland. 51-årige Rolf Johnsen bliver chef for et helt nyt forvaltningsområde for Klima og Energi. Det indeholder det nuværende klimasekretariat i Teknik og Miljø samt afdelingen for virksomheder, der er myndighed på energiområdet, hvor man blandt andet skal skabe rammerne om fremtidens energiparker og CO2-fangst fra skorstenene på forbrændingsanlægget i Lisbjerg. Det nye område får 55 medarbejdere, der skal realisere forandringerne.

Del dette med dit netværk: