Bonusordninger og bæredygtighed
ER “DE BEDSTE” OGSÅ “DE RIGTIGE”? Jeg ved godt, at bonusordninger er en varm kartoffel. Ofte lyder argumentet, at man uden sådanne, ikke kan tiltrække de bedste kandidater til virksomheden. Jeg tænker nu alligevel, at hvis de ”bedste” kandidater kun er drevet af størrelsen på lønpakken og bonusordningen, så er det måske ikke de rigtige kandidater, der kan føre jeres virksomhed ind i den bæredygtige tidsalder? Skal vi så ikke måle på virksomhedens performance inden for bæredygtig omstilling? Absolut. Og det skal være mål, som direktionen, bestyrelsen og aktionærerne kan følge op på, justere og styre efter. Mit synspunkt er, at man ikke skal koble bæredygtighedsmålene til topchefernes bonusordninger – og at god bæredygtig adfærd skal drives frem af mening og moral!
Blogindlæg af Christian Terkelsen, Founder Craftsmanship
I takt med at bæredygtighed og verdensmål vinder indpas hos flere og flere virksomheder, så kommer der en naturlig snak ude i virksomhederne, om ikke topcheferne nu også skal vurderes på deres ”performance” inden for bæredygtighed? Jo, tænker mange bestyrelser og virksomhedsejere. Det vil jo vise omverdenen, at vi tager bæredygtighed, grøn omstilling og verdensmål alvorligt, hvis lønsedlen og bonussen er afhængig af, hvor gode topcheferne er til at skabe en mere bæredygtig forretningsmodel.
Børsen fortalte allerede i foråret, at 4 ud af 10 topchefer i Danmarks største virksomheder allerede har fået fastsat konkrete bæredygtighedsmål ind i deres lønpakker og bonusordninger. Og på den ene side er det jo en fantastisk udvikling, at topchefer bliver holdt op deres evne til at skabe bæredygtig omstilling, men på den anden side har vi ret meget viden om, at individuelle bonusordninger til topchefer sjældent er en god ide.
Reelt er vi jo i gang med at overføre organisationsprincipper, som individuelle bonusordninger fra en anden tid – alias industrisamfundet tidsalder, og ind i den bæredygtige tidsalder. Det viser med al tydelighed, at vi stadig har et stykke vej, før vi får skabt reelle bæredygtige organisationer.
REELLE BÆREDYGTIGE ORGANISATIONER. Hvis vi ønsker at skabe reelle bæredygtige organisationer, så arbejder vi ikke kun med at omstille organisationens produktions- og forbrugsmønstre. Vi bruger også anledningen til at lave et opgør med de gamle ”Jack Welsh” organisationsprincipper, som stadig lever i bedste velgående. Èn af dem er ideen om, at bonusser til topchefer ud over en høj grundløn er en god måde at drive organisationer og forretninger på.
Mit indlæg er ikke et Jantelov opråb. Det er hekt OK, at man som topchef tjener mange penge. Men jeg tror fuldt og fast på, at topchefers løn i udgangspunktet skal baseres på en høj grundløn uden alle mulige finurlige bonusordninger. Forskning har gang på gang bevidst, at individuelle bonusordninger ikke virker. Til gengæld kan man påvise, at bonusser har en slagside ift. modtagerens motivation, øget tunnelsyn og mindre kreativitet.
MENING OG MORAL. Og rent samfundsetisk kan man spørge sig selv, hvorfor topchefer skal belønnes for en given adfærd, der i resten af samfundet ses som en samfundsmæssig forpligtigelse? God bæredygtig adfærd skal drives af mening og moral, og hvor vi i større og større grad påvirker hinanden i en mere bæredygtig retning – den kan og må ikke drives af en særskilt belønningsmekanisme.
Borgerne bliver jo heller ikke belønnet, når de vælger cyklen frem for bilen, eller når de har kødfrie dage, eller når de sorterer affald i gud ved hvor mange skraldespande. Bæredygtig adfærd bør ikke være bonusgivende, men snare en positiv forventning vi har til hinanden. Også til virksomhederne.
LAV EN VIRKSOMHEDSPULJE I STEDET. Hvis man absolut skal have et bonusprogram, hvor virksomhedens bæredygtighedsmål udløser en økonomisk gevinst, så lav en virksomhedspulje, der sidestiller alle ansatte ens. Hvis virksomheden opnår sine opsatte mål, udløser det et puljebeløb, som så kan bruges til eksempelvis fælles sociale arrangementer, fælles kompetenceudvikling eller konkrete sponsorater til den lokale gymnastikforening.
Præsentation
Christian Terkelsen skriver om bæredygtige organisationer, organisering og ledelse på UdbudsMedia.dk