NCC og Danfoss: Mere ambitiøse klimakrav, tak

NCC og Danfoss lancerer et banebrydende partnerskab på tværs af sektorer for at accelerere den grønne omstilling i bygge- og anlægssektoren i Danmark. Det nye partnerskab bygger på en fælles vision om at sætte mere ambitiøse klimakrav til byggeriet for at indfri det enorme CO2-besparelsespotientiale som bygge– og anlægssektoren besidder.

De to virksomheder foreslår skærpede krav til, hvor meget CO2 der må udledes i forbindelse med byggeri. De nuværende lovkrav er målrettet nybyggeri over 1000 m2 og fastsætter en øvre grænse for, at denne type af nybyggeri maksimalt må udlede 12 kg CO2/m2 om året i bygningens levetid. Det forventes, at denne grænse bliver sænket til 10,5 kg CO2/m2 fra 2025 med efterfølgende stramninger af kravene frem mod 2029.

– NCC arbejder målrettet på at reducere klimaaftrykket fra vores byggerier. Selvom de nuværende klimamål er et skridt i den rigtige retning, mener vi, at der er plads til langt højere ambitioner, siger Peter Andreas Sattrup i en pressemeddelelse. Han er chef for grøn omstilling hos NCC.

Rasmus Abildgaard, chef for Public Affairs i Danfoss supplerer: – Dette partnerskab er en fantastisk mulighed for at anvende vores knowhow og teknologier i byggeindustrien i direkte samarbejde med NCC.. Vi vil vise, at vi ikke behøver at vente på teknologierne – de kan implementeres allerede i dag.

Parterne har således konkrete bud på, hvordan man aktuelt kan reducere CO2-udledning i byggeriet.

Del dette med dit netværk: