Konkurrenceråd: Uigennemskueligt marked for opladning af elbiler

Konkurrencerådet har analyseret konkurrencen på markedet for opladning af elbiler i Danmark. Analysen peger på, at konkurrencen ikke er velfungerende. Forbrugerne har det svært. Priserne er uigennemskuelige og ved opladning ude kræves ofte apps eller ladebrikker for at betale.

Markedet for opladning af elbiler er nyt og i hastig vækst. Men konkurrencen har det svært, og det koster elbilisterne dyrt. Det viser Konkurrencerådets analyse ”Konkurrencen på markedet for opladning af elbiler”.

Konkurrencerådets formand, Christian Schultz, siger: – Markedet for opladning af elbiler er rigtig svært at navigere på, når man er forbruger. Vores analyser viser, at det danske marked adskiller sig væsentligt fra det, vi ser i sammenlignelige lande, blandt andet som følge af den måde, vi har indrettet reguleringen på. Det skader konkurrencen og medfører, at det er dyrere at oplade en elbil, end det behøver at være.

Konkurrencerådet fremlægger syv anbefalinger, som vil gøre det nemmere for forbrugerne at vælge de bedste løsninger, og som styrker konkurrencen på det danske marked for opladning. Konkurrencerådets anbefalinger gør, at forbrugerne i langt højere grad kan oplade elbilen uden at skulle have adgang til særlige betalingsformer og køre efter bestemte operatørers standere. De vil også nemmere kunne skifte til en anden ladeoperatør hjemme.

Konkurrencerådet anbefaler at afskaffe den nuværende ordning med refusion af elafgift. Det vil give et mærkbart bidrag til at løse de konkurrencemæssige udfordringer. Refusionsordningen har flere slagsider. Den gør det svært at gennemskue priserne, og den medvirker til, at et skift af ladeoperatør i mange tilfælde kan koste flere tusinde kroner. Endelig er den med til at skabe et marked præget af service- og abonnementsaftaler, som vi ikke ser i andre lande, og som ikke understøtter velfungerende konkurrence.

Koncentrationen på markedet for opladning er høj, særlig inden for hjemmeopladning er der en stor operatør. Konkurrencerådet anbefaler, at salg af hjemme- og udeladning i én kontrakt forbydes i en femårig periode. Det skyldes, at konkurrencen begrænses, når især store aktører har denne type aftaler. Blandt andet vil det være unødigt svært for mindre og nye aktører at konkurrere om den store aktørs kunder. Aftalerne svækker også prisgennemsigtigheden for forbrugerne, reducerer kundernes incitament til at bruge ladeløsninger fra andre operatører og medvirker til, at markedet i realiteten opdeles i separate netværk.

Del dette med dit netværk: