Hirtshals: Konkurstruet fjernvarme

Det er ikke just dagligdags kost at læse om forsyninger, der er konkurstruet. Hirtshals Fjernvarme trådte ultimo marts 2024 i rekonstruktion. Under gas-/energikrisen i 2021/2022 konstaterede man et tab på nogle el-kontrakter faciliteret af vores brancheorganisation Dansk Fjernvarme, lyder forklaringen fra bestyrelsen.

Efterfølgende er indgået et fordelagtigt forlig, som gav mulighed for at opfylde ved at anvende fortjenesten fra salg af gratistildelte el-co2-kvoter til at betale de løbende afdrag på forliget. Den gik bare ikke iflg. Forsyningstilsynet, der tilkendegav, at salget fra el-co2-kvoterne ikke kunne anvendes til at dække tabet på el-kontrakterne. – Vi har nu igennem flere måneder været i dialog med Forsyningstilsynet om en løsning, men desværre uden resultat, lyder det fra bestyrelsesformand Børge Vinther-Jensen på vegne af hele Hirtshals Fjervarmes bestyrelse.

I pressemeddelelsen skriver bestyrelsen, at de nu håber på arbejdsro til at finde en løsning, som kan sikre den fremtidige drift. – Det er vi helt sikre på, at vi vil lykkes med, lyder det videre.

Del dette med dit netværk: