Siden 2014 har Kalundborg-borgmester Martin Damm bestridt enten formandsposten eller næstformandsposten i KL, og kommunerygmærket fornægter sig ikke. Han er knapt to meter, men Martin Damm rager op i mere end fysisk forstand. Han er en kæmpe, når det gælder kampen for det decentrale Danmark. Han er en kommunemand og en velfærdshåndværker, og hans uddannelse som elektromekaniker skinner tydeligt igennem. Han interesserer sig for mekanikken i velfærdssamfundet og er en politisk arbejdsmand, der kan trække ideologi lidt til siden og gå pragmatisk til værks. Han er optaget af at skrue løsninger sammen på en måde, så de virker. Han er ikke bange for at gå med ind i det kommunale maskinrum og få olie på fingrene. Tingene skal virke i virkeligheden. Det er skønheden ved kommunalpolitik.

Martin Damm har været i kommunalpolitik i 25 år. Fra 1998 til 2006 i Gørlev Kommune og siden kommunalreformen i Kalundborg Kommune. Siden 2010 har han stået i front som borgmester. Samme år kom Martin Damm i KL’s bestyrelse og blev formand for KL’s Teknik- og Miljøudvalg. I 2014 overtog han KL-formandsposten, som han siden har kørt tæt parløb om sammen med Aarhus-borgmester og nuværende næstformand Jacob Bundsgaard.