Fra ambassadør til adm. direktør – ny CEO i Landbrug & Fødevarer

Merete Juhl kommer med stor international erfaring og udsyn og glæder sig til at varetage fødevareklyngens interesser.

Den 1. august tiltræder Merete Juhl som administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer. Merete Juhl kommer fra en stilling som Danmarks ambassadør i Jordan og Libanon og Chargé d’affaires i Syrien. Det fortæller Landbrug & Fødevarer.

– I Danmark har vi et af verdens mest innovative og effektive fødevareerhverv, og jeg har set meget frem til at begynde i Landbrug & Fødevarer. Vi står overfor store, vigtige samfundsdagsordener som klima, bæredygtighed, innovation, arbejdspladser og fødevaresikkerhed. Temaer, som går på tværs af grænser, og som også står højt på de internationale dagsordener. Danmark er et foregangsland, og det kræver stort arbejde at fastholde og udvikle den position, siger Merete Juhl.

Formand i Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, glæder sig til samarbejdet med den nye administrerende direktør. – Merete Juhl kommer med et internationalt udsyn, som kan gavne den danske fødevareklynge. Vi er et lille land, men vores internationale potentiale er stort. Vi producerer fødevarer til hele verden, og vores innovative løsninger kan gøre en kæmpe forskel globalt. Merete Juhl er en erfaren og dygtig leder, og hun er vant til at navigere i komplekse problemstillinger, så jeg er sikker på, at hun kommer til at gøre en positiv forskel for Landbrug & Fødevarer og for hele fødevareerhvervet, siger Søren Søndergaard.

Siden oktober 2021 har Flemming Nør-Pedersen været konstitueret administrerende direktør, og med Merete Juhls tiltrædelse vender han nu tilbage til rollen som direktør for Medlemmer & Markeder i Landbrug & Fødevarer.

Del dette med dit netværk: