Direktør for både vand og vind

Forsyningsdirektør Hans Erik Kristoffersen, Sønderborg Forsyning nu også direktør for Lillebælt Vind

Fra 1. november 2020 tiltræder direktør ved Sønderborg Forsyning, Hans Erik Kristoffersen, som ny direktør i Lillebælt Vind A/S.

Lillebælt Vind A/S, der står bag opførelsen af Lillebælt Syd Vindmøllepark, har gennemgået en række forskellige faser fra projektopstarten i 2012 til den nuværende status. Som naturlig følge heraf har selskabet også været gennem ledelsesmæssige ændringer, fortæller bestyrelsesformand i Lillebælt Vind A/S, borgmester i Sønderborg Erik Lauritzen i en pressemeddelelse. – Tiden er inde til, at ledelsen i vindmølleprojektet entydigt bliver forankret i Sønderborg Forsyning, der har kompetencerne til at varetage den daglige ledelse samt drive den forsatte udvikling og kommende projektering af projektet, siger Erik Lauritzen.

Lillebælt Vind A/S er således på vej ind i en ny fase, hvor fokus vil være på investorsøgning og arbejdet med den endelige struktur for selskabet.

Den kommende direktør for både Lillebælt Vind A/S og Sønderborg Forsyning, Hans Erik Kristoffersen, ser frem til arbejdet med at gøre projektet klar til udbud af selve entreprisen.- Opførelsen af Lillebælt Syd Vindmøllepark er et  vigtigt led i omlægningen af energiforsyningen til vedvarende energi, og projektet er helt på linje med både den tidligere og den nuværende regerings energi- og klimapolitik for Danmark. Samtidig er projektet et af Sønderborgs mange klimainitiativer for at blive CO2-neutral i 2029, siger Hans Erik Kristoffersen.

Del dette med dit netværk: