Salling: stiller klimakrav til leverandører

Henrik Vinther Olesen, direktør for kommunikation og bæredygtighed, Salling Group skriver i klumme i Landbrugsavisen – læs i i fuld længde på Landbrugsavisen HER

Målet er, at alle leverandører sætter videnskabeligt funderede mål. Gør man ikke det, er konsekvensen, at man efter 2027 ikke vil kunne levere varer til Salling Group.

Vi stiller de samme klimakrav til vores leverandører, som vi stiller til os selv, for ellers når vi aldrig i mål hverken som virksomhed, branche eller samfund. Kravet er reduktion i udledningen af CO2, ellers kan det betyde farvel til Salling Group som kunde.

Vore egne udledninger udgør fem procent af vores samlede forretning. Samlet vil vi frem mod 2028 investere 2,4 milliarder kroner i energi- og klimaforbedringer, og målet er en halvering af vores udledninger i 2030 i forhold til 2021 og altså ’netto-nul’ i 2050.

Det tunge lod er de varer, vi køber og sælger, og de krav vi kan stille til vore leverandører. Kravene er i bund og grund de samme, som vi stiller til os selv: At alle leverandører sætter reduktionsmål og rapporterer på deres fremskridt. Senest har vi over for de vognmænd, som kører vores varer ud til butikkerne, skærpet kravet, så al transport i 2040 skal foregå uden emissioner.

Basalt set stiller vi samme krav til leverandørerne, som vi stiller til os selv, nemlig at de skal reducere deres egne udledninger ved produktionen, forarbejdningen, emballeringen og transporten af deres varer.

I Salling Group er vi privilegerede ved at være ejet af to fonde, og fondsejerskabet signalerer strategisk tålmodighed, også på klimaområdet. Siden 2012 har det betydet donationer på 2 milliarder kroner, lyder indlægget fra Salling.

Del dette med dit netværk: