Godt på vej – hvad kan blive bedre?

– Dansk detailhandel er en kæmpe spiller med betydelig indkøbskraft. Det giver dem mulighed for at påvirke leverandører og underleverandører i en mere bæredygtig retning. Derfor var det opmuntrende at læse på udbudsmedia.dk, at Salling Group, den største aktør i branchen, har startet et nyt initiativ for at mindske både deres egne og deres underleverandørers klimapåvirkning, sådan siger Rikke Dreyer, Chefkonsulent professionelt indkøb hos Miljømærkning Danmark – og fortsætter:

– Men selvom fokus på klima er vigtigt, må vi ikke glemme, at andre miljømæssige faktorer, som biodiversitet, kemikalier og cirkulær økonomi, spiller ind, sammen med kvalitet og holdbarhed, når vi vurderer et produkts samlede klima- og miljøpåvirkning. Det helhedsperspektiv har de officielle miljømærker, Svanemærket og EU Ecolabel.

Når SKI kalder på standarder – jf. kommentar til Sallings udspil, så kan man kun være enig i, at standarder spiller en helt afgørende rolle i at skabe sammenlignelighed og gennemsigtighed i produkters CO2-tal.

Disse standarder mangler fortsat inden for mange produktgrupper. Til gengæld findes der allerede inden for flere områder certificeringsordninger, der gør det muligt at sammenligne produkters miljøprofil. Det gælder fx Type I-miljømærker, som Svanemærket og EU Ecolabel, som sætter skrappe miljø- og klimakrav, tager hensyn til den menneskelige sundhed og er af god kvalitet. CO2-tal er derimod alene en deklaration af produkters klimabelastning uden fastsatte maksimale krav til belastningen, ligesom et lavt CO2-tal heller ikke siger noget om fx produktets kvalitet og levetid. Du kan læse mere om Svanemærkets krav her: https://www.svanemaerket.dk/erhverv/om-svanemaerket/et-holistisk-maerke

En nylig undersøgelse fra Miljømærkning Danmark (https://www.svanemaerket.dk/nyheder/danskerne-vil-gerne-handle-mere-miljovenligt), udført af analyseinstituttet Norstat, viser, at danskerne generelt gerne vil handle mere miljøvenligt. De mener også, at butikkerne har et ansvar for at tilbyde mere miljøvenlige varer i sortimentet. Hele 68% er af den holdning, og det ligger rigtig fint i tråd med det initiativ, og det ansvar som Salling påtager sig.

Undersøgelsen viser desuden, at seks ud af ti forbrugere mener, at Svanemærket og EU Ecolabel (EU-Blomsten) gør det enkelt at vælge mere miljøvenlige varer. Med en kendskabsgrad på 93% blandt danskerne er Svanemærket et effektivt værktøj til at guide forbrugerne mod mere miljøvenlige valg. Ved at gøre det lettere for forbrugerne at finde de miljømærkede varer, kan Salling Group yderligere bidrage til en mere bæredygtig fremtid og samtidig styrke deres position som en ansvarlig aktør i detailhandlen, slutter Rikke Dreyer.

“Når SKI kalder på standarder, så kan man kun være enig i, at standarder spiller en helt afgørende rolle i at skabe sammenlignelighed og gennemsigtighed i produkters CO2-tal” – Rikke Dreyer, Miljømærkning Danmark

Del dette med dit netværk: