Nyt ejerskab vindmølleprojekt Lillebælt Syd

Vindmølleprojektet Lillebælt Syd har hidtil været i et fælles ejerskab, 50-50, af SONFOR og European Energy. Et aktiefrasalg betyder nu, at Lillebælt Vind ejes af virksomheden TotalEnergies med 72,25%, SONFOR har 15% og European Energy 12,75%.

Projektet er et såkaldt Åben-Dør-projekt under Energistyrelsen. Projektet står foran godkendelse af miljøkonsekvensrapporten med offentlig høring og borgermøde i februar-marts 2024. Projektet på 11 stk. 15 MW møller forventes at få etableringstilladelse i midten af 2024.

Projektet Lillebælt Syd er afgørende for ProjectZeros målsætning om et CO2-neutralt Sønderborg i 2029. Havvindmølleparken er med til at sikre, at der er strøm nok til den grønne omstilling, hvor olie og gas erstattes med el. Strømmen fra vindmølleparken skal både forsyne Sønderborgområdets stikkontakter og et planlagt Power-to-X anlæg, der skal producere grønne brændstoffer til fly og skibe.

Ellen Trane Nørby, formand for SONFOR siger: -Lillebælt Syd ejes af Lillebælt Vind A/S, der inden købet var ejet 50-50 af SONFOR og European Energy. Efter handlen ejes Lillebælt Vind af TotalEnergies 72,25%, SONFOR 15% og European Energy 12,75Det er et stærkt ejerskab, der nu står bag havvindprojektet Lillebælt Syd. TotalEnergies har de erfaringsmæssige og økonomiske muskler til at bygge projektet, European Energy har mange års erfaring med udvikling af vindenergiprojekter, og SONFOR sikrer den lokale forankring af projektet. Havvindparken er afgørende for Sønderborgs-områdets mål om at blive CO2 neutral i 2029, og den skal indgå i områdets udvikling af sektorkobling i energi- og forsyningssektoren.

Del dette med dit netværk: