Kommuner øger samarbejde med private

Nye tal viser, at kommunernes samarbejde med private leverandør voksede med 0,6 pct.point i 2022. Andelen af opgaver, kommunerne lægger ud til private, er nu på højeste niveau nogensinde. Vi er langt fra i mål, mener DI.

Flere af kommunernes opgaver blev løst af private virksomheder i 2022. Det viser beregninger fra DI på baggrund af kommunernes regnskaber, der netop er offentliggjort af Danmarks Statistik. Der er tale om en vækst i det offentlig-private samarbejde på 0,6 procentpoint – eller 1,6 mia. kr. – Det lover godt for fremtiden, at vi nu ser klare fremskridt i samarbejdet mellem den offentlige og private sektor. Kommunerne giver sig selv langt bedre forudsætninger for at løse deres udfordringer, når de åbner døren for konkurrencen og virksomhedernes løsninger, siger Jakob Scharff, branchedirektør i Dansk Industri.

Den såkaldte Privat Leverandør Indikator (PLI), som måler andelen af kommunernes opgaver, der løses af private virksomheder, lyder nu på 27,4 pct, hvilket er det højeste niveau nogensinde. – Der er store kommunale forskelle på inddragelsen af private leverandører, og på visse områder går det stadig den forkerte vej. Kommunerne løser fortsat opgaver for svimlende 195 mia. kr., som hverken bliver testet på pris, kvalitet eller bæredygtighed, så vi er langt fra at være i mål, mener Jakob Scharff.

Den nye SVM-regering har som ambition at styrke samarbejdet mellem den offentlige og den private sektor og at øge ligestillingen og konkurrencen mellem forskellige leverandører. Det fremgår af regeringsgrundlaget fra december 2022.

Gode eksempler til inspiration. DI har for nyligt offentliggjort et nyt katalog med 13 gode eksempler på offentlig-privat samarbejde i kommunerne. – Vores forhåbning er, at det kan inspirere endnu flere kommuner til at se mod virksomhedernes løsninger, når de skal løse deres konkrete udfordringer – hvad enten det handler om effektiviseringer, mangel på hænder, grøn omstilling eller noget helt fjerde, siger Jakob Scharff.

Del dette med dit netværk: