København: Nyt leverandørkrav

Fra den 1. august skal leverandører til Københavns Kommune have medarbejdere med et handicap ansat. Det besluttede Borgerrepræsentationen på et møde torsdag aften.

For mennesker med et handicap er det ofte være svært at finde et job. Politikerne på Københavns Rådhus vil sikre, at flere mennesker med handicap kommer ind på arbejdsmarkedet ved at stille krav til, at virksomheder, der leverer varer eller tjenester til Københavns Kommune, skal have medarbejdere med et handicap ansat. Borgerrepræsentationen har netop vedtaget den sociale klausul. Det betyder, at kravet gælder fra august.

Det er socialborgmester Karina Vestergård Madsen (Ø), der sidste år tog initiativ til sammen med en række andre partier at stille forslaget om det krav, som kommer til at gælde leverandører af en vis størrelse. – Mange virksomheder er ikke klar over, hvor meget kvalificeret arbejdskraft de går glip af, når de ikke også har fokus på at ansætte mennesker med et handicap. Det håber jeg, at den nye sociale klausul vil rette op på. Og jeg er overbevist om, at virksomhederne vil opleve, at de får nogle medarbejdere ind med kvalifikationer, som kan skabe stor værdi, siger hun.

Københavns Kommune stiller allerede i dag krav til, at kommunens leverandører skal have lærepladser og virksomhedspraktik.

Den nye klausul vil som udgangspunkt gælde for leverandører på kontrakter, der overstiger en samlet værdi på 5 mio. kroner. Et foreløbigt estimat viser, at kommunen indgår ca. 160 nye kontrakter om året i den størrelsesorden.

Del dette med dit netværk: