NCC skal bygge CO2-fangstanlæg

Ørsteds projekt til CO2-fangst og -lagring, Ørsted Kalundborg Hub, er blevet tildelt en 20-årig kontrakt af Energistyrelsen. Det indebærer, at Ørsted skal etablere CO2-fangst på det træflisfyrede Asnæsværket i Kalundborg og på Avedøreværkets halmfyrede kedelanlæg i Storkøbenhavn.

NCC, der er kendt for sin ekspertise inden for store, komplekse anlæg som vandværker, skybrudstunneler og renseanlæg, er netop valgt til opgaven med at opføre fundamenter, bygninger og rørbroer til CO2-fangstanlægget på Asnæsværket. CO2-anlægget i Kalundborg forventes årligt at opsamle 280.000 ton biogen CO2 fra kraftvarmeværket. – Vi ser frem til at samarbejde med Ørsted og er stolte over at kunne bidrage til projektet samt støtte Danmarks ambitioner om CO2-fangst og lagring. Store og komplekse anlægsprojekter er en central strategisk prioritet for NCC og harmonerer derfor godt med vores kernekompetencer, siger Flemming Carlsen, der er direktør i NCC Infrastructure i Danmark.

Projektet markerer det første skridt mod etableringen af en CO2-infrastruktur i stor skala i Danmark. Asnæsværket vil ikke blot fungere som knudepunkt for fangst og transport af Ørsteds eget CO2, men kan også potentielt håndtere CO2 fra andre udledere.

Del dette med dit netværk: