Hjørring: Intelligent vandmåling

20.000 vandforbrugere i Hjørring skal i  2022 have nye digitale målere, der kan fjernaflæses. De nye målere gør det nemmere for kunderne at følge med i deres forbrug. Man kan kontrollere for anlægsfejl på egne anlæg og opnå en sikker automatisk aflæsning af vandforbruget.

Efter en udbudsrunde blev det Kamstrup, der skal levere 20.000 af sine intelligente vandmålere til Hjørring Vandselskab. Løsningen fra Kamstrup omfatter Kamstrups flowIQ 2200-vandmålere, infrastruktur, fjernaflæsningssystem, installation og drift.

Tommy Mostrup, direktør for Hjørring Vandselskab: – Med de nye målere får kunderne mulighed for ikke alene at følge deres vandforbrug, men også at reagere ved skjulte utætheder. Målerne har nemlig en række alarmer, som f.eks. kan advare ved lækage og brud. På den måde er det muligt at reagere tidligere og forhåbentligt stoppe en skade før den udvikler sig, siger Tommy Mostrup fra Hjørring Vandselskab.

Aftalen indebærer, at Kamstrup står for udskiftning af 20.000 intelligente målere og etablering af et kommunikationsnetværk til at transportere data fra målerne. Derudover vil Kamstrup være ansvarlig for den fremtidige drift af netværk og vedligeholdelse af den samlede løsning de næste 15 år.  – På den lange bane kan det være med til at spare forbrugerne penge. Med de nye målere kan man nemlig se, om der er lækager eller installationer, der bruger uhensigtsmæssigt meget vand, forklarer Tommy Mostrup.

Omkostningen til de nye digitale målere bliver omkring 110 kr. om året per forbruger.  Tommy Mostrup: Den investering er godt givet ud, for de penge får forbrugerne mere sikkerhed i forhold til deres forbrug. Ikke alene kan de følge med i deres forbrug løbende, de kan også tjekke for skjulte utætheder i vandinstallationerne.

Del dette med dit netværk: