Fastholder 3000 jobs i Nordsøen

En analyse fra Dansk Metal viser, at CCS kan være med til at fastholde 3000 arbejdspladser i Nordsøen.

Der kan ikke herske tvivl om, at lagring og fangst af CO2 kommer til at spille en helt afgørende rolle, hvis vi skal nå Danmarks 2030-klimamål om at reducere CO2-udledningen med 70 procent.

Derfor er det også positivt, at en ny bred politisk aftale gør det muligt at fange mindst 34 millioner tons CO2. Det siger forbundsformand i Dansk Metal, Claus Jensen.

– Det er gode nyheder, at fremtiden for CCS nu er sikret med en bred politisk aftale. CCS er en teknologi, som kan bidrage positivt til vores CO2-reduktion. Det er en nøgleteknologi, hvis fremtid nu er sikret ved at skabe gode rammer for dem, der vil udbygge teknologien herhjemme, siger Claus Jensen.

Det er positivt, at der i aftalen indskærpes, at sociale vilkår og lønmodtagerrettigheder sikres onshore og offshore. Det betyder blandt andet, at de virksomheder, som i fremtiden måtte stå for at udbygge teknologien på dansk grund, kommer til at tage et socialt ansvar. Det har været en vigtig pointe for Dansk Metal.

Del dette med dit netværk: