Bæredygtighedspris til Gladsaxe

Ikonisk byggeri i Gladsaxe får bæredygtighedspris. Om vinderen sagde juryen blandt andet: – Alle taler om genanvendelse og cirkulær økonomi i byggeriet – de gør noget ved det. Det er et projekt, der fortjener stor anerkendelse, ikke kun i Danmark men over hele verden, for sin konsekvente brug af materialevurdering, nænsom nedrivning, opmagasinering – og til sidst massiv genanvendelse af byggematerialerne.

Gladsaxe Kommune er gået i spidsen med beslutningen om, at alle nye børnehuse skal være svanemærkede byggerier, hvilket betyder, at det i alle dele af processen og i materialevalg er bygget med fokus på bæredygtighed, miljø og et godt indeklima. Med Børnehuset Svanen er kommunen altså gået skridtet videre ved også at bygge cirkulært. Ved byggeriets start var Svanen det første cirkulære børnehus i verden. Det kommer i rækken af fem andre svanemærkede børnehuse, som Gladsaxe har opført siden 2018. Den bæredygtige tilgang udspringer af Gladsaxestrategien, som Gladsaxe Byråd har vedtaget for at omsætte FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling til praksis i alle områder af kommunens arbejde.

Del dette med dit netværk: