Her er en VILD idé: Stop med at bruge ordet VILD

Blogindlæg af Christian Terkelsen, Craftsmanship – Craftsmanship.nu

Det var faktisk ikke planen. Men som tiden går og mit LindedIn-feed bliver fyldt med flere og flere personer, der nu taler om VILDE problemer, der kræver VILDE ledere, der kan skabe VILDE løsninger, så har jeg besluttet mig for at sætte lidt ord på, hvorfor jeg mener, at vi ikke har brug for et nyt tillægsord foran alting til at løse store samfundsudfordringer.

INNOVATIONBSBØLGEN. Jeg var selv helt tæt på ”Innovationsbølgen”, der skulle udvikle innovative løsninger i 00- og 10’ernes offentlige sektor. Jeg var også med til at afprøve ”Design Thinking”, så løsningerne kunne blive ”radikal innovative”, da det viste sig, at problemerne bare blev større og større og økonomien mindre og mindre. Jeg har også deltaget i ”Kreative platforme”-seancer og ”Teori U”-kurser, så jeg kunne forløse alt mit kreative potentiale og komme heeeelt ned i U’et.

Jeg var også med da innovation blev kedeligt og ordet ”Samskabelse” og/eller ”Co-Creation” overtog udviklingsbølgen. Og Jeg var der også, da vi nu blev enige om, at det nye var ”Relationel koordinering”, der var svaret på at nedbryde de faglige siloer, vi baksede gevaldigt med.

Skal jeg være helt ærlig om resultaterne af alle de her initiativer, så var de relativt begrænsede. Der var mange gode ideer, og også mange pilotprojekter, som viste gode resultater, men selvom intentionerne var rigtige og mange af os lagde rigtig mange arbejdstimer i indsatserne, så sidder jeg stadig med en følelse af, at alt dét, vi gjorde, blev gjort i en arena, som var helt eller delvist dekoblet fra den organisatoriske virkelighed, hvor langt de fleste af mine kollegaer knoklede med at få enderne til alt hænge sammen.

Så når flere og flere inden for den offentlige sektor (og diverse konsulenter) ønsker at løse store udfordringer omkring f.eks. rekruttering, klima og sundhed på en ny VILD måde, så kan jeg ikke andet end tænke, at det hele ser ud som om, man endnu engang er i gang med at løse komplekse samfundsudfordringer i en ny indpakning, hvor man nu putter ordet VILD foran tilgangen, men i bund og grund gør præcis de samme ting, som vi har gjort før.

DREJEBOGEN SIGER ”VILD”. Drejebogen ser meget genkendelig ud. Lad os få et nyt buzz-ord – hvad med VILD? Et par kommuner går forrest med slogans, flotte oplæg og gennemarbejdede akademiske beskrivelser af, hvorfor det her er en VILD god ide. Det næste bliver oplægget på Ledelsesugen, et par artikler i diverse medier om alt det VILDE? Måske også Ministerier, KL og andre institutioner kommer på banen med nogle VILDE tanker og VILDE konferencer og måske der kommer en VILD pokal til dem, der har den VILDESTE ide? Sideløbende vil konsulenthusene søge efter VILDE samarbejdspartnere i det offentlige i rejsen mod nye VILDE ideer og mon ikke vi lige om lidt får kurserne ”Sådan bliver du en VILD leder” eller ”sådan leder du VILDE medarbejdere”. Og mon ikke det VILDE også kommer til Bornholm på ”Folkemødet” om et par uger?

Det hele er selvfølgelig sat enormt på spidsen og aldeles karikeret, men inden udviklingssporet farer helt VILDT, så har jeg et behov for at række hånden op og minde om, at det her minder om præcis dét, vi altid har gjort – uden at vi har haft sønderlig meget held med at skabe løsninger, der har stillet den offentlige sektor et bedre sted, end inden vi gik i gang. Det er som om, at hver ny udviklingsbølge starter helt forfra, i stedet for at læne sig op ad de erfaringer, som de tidligere forsøg skabte.

NÅR ”VILDT” ER UDEN JORDFORBINDELSE. Alle de problemstillinger, som man gerne vil løse på en ny VILD måde, er alle reelle problemstillinger, så måske vi bare skal stoppe med at opfinde flere tillægsord, og så insisterer på at vi forbliver konkrete med de ting, vi foretager os? Rekrutteringsudfordringen, klimaudfordringerne, uligheden i sundhed og mange af de andre udfordringer er helt reelle, der kræver rigtige løsninger. Så når vi nu ønsker at invitere og mobilisere interne og eksterne aktører ind i maskinrummet, gør vi det så bedst ved at rammesætte tilgangen som VILDE problemer?

Jeg tror det ikke – Jeg tror hverken hjemmehjælperen, skolelederen, socialrådgiveren, de lokale virksomheder eller de frivillige foreninger får særlig mange billede af, hvad man reelt mener med ordet og hvad det er for nogle ressourcer, kompetencer og evt. løsninger, man efterlyser. Jeg tror helt grundlæggende ikke, at de motiveres af nye buzzwords – det var i hvert fald en af de lysende erfaringer, jeg selv gjorde under ”innovationsbølgen”.

Betyder det så, at vi ikke skal løse de store samfundsproblemstillinger, der fokuseres på i den nye udviklingsbølge? Absolut ikke?

Men kan vi gøre det uden brug af nye tillægsord, der sættes foran organisation, ledelse, problem og løsning? Det tror jeg faktisk godt, vi kan, og hvor vil det være befriende, hvis vi insisterer på at blive i et sprog, som alle kan forstå og dermed også tage ansvar for.

Vi skal for alt i verden undgå at skabe endnu en arena, som er helt eller delvist dekoblet fra den organisatoriske virkelighed, hvor ledere og medarbejdere knokler for at få enderne til at hænge sammen. De fortjener ikke endnu en udviklingsbølge, hvor vi er mere optaget af form og sprog end et egentligt fokus på at skabe løsninger til de helt konkrete udfordringer, som den offentlige sektor står med”.

“VILD” EFTERTANKE: Og sidder du nu og er pænt irriteret over, hvor mange gange, jeg på få linjer har brugt ordet VILD, så kan jeg sige, at det i alt blev til 23 gange. Måske der ligger en pointe i netop den irritation?