50 kilometer trælameller!

En kæmpe ordre på i alt 50.000 meter Heatwood-trælameller til Nyt Hospital Nordsjælland – materialer, der skal bidrage til at skabe en helende ramme.  50.000 alias 50 kilometer! Så mange meter trælameller skal Frøslev Træ levere til det nye supersygehus, som netop er ved at blive opført i Hillerød i Nordsjælland. Her har Nyt Hospital Nordsjælland valgt, at den 118.000 kvadratmeter store bygning skal beklædes med træ og således skabe en funktionel og fleksibel ramme, hvor naturen og bygningens materialer spiller sammen med patienternes helingsproces.

Det nye supersygehus er et stort og ekstraordinært projekt, hvor både arkitektur og materialer har en helt central rolle. Det er blandt vores største ordrer, og vi er stolte over at være valgt til at skulle levere de mange tusinde meter trælameller. Samtidig er det helt i tråd med vores strategi om i endnu højere grad at omfavne projektmarkedet, siger Thomas Mark Venås, der er udviklingschef hos Frøslev Træ.

Det var afgørende for bygherre, at træfacaderne skulle være modstandsdygtige over for trænedbrydelige svampe, være hårdfør overfor det danske vejr og ikke mindst være vedligeholdelsesfrit. Og derfor har vi igennem hele forløbet fungeret som videnspartner og haft en tæt dialog om materialevalget til byggeriet, hvor valget til sidst faldt på Heatwood, som har en utrolig holdbarhed. Heatwood er nemlig fremstillet ved hjælp af en særlig varmebehandling, som forbedrer træets egenskaber, helt uden kemiske stoffer, og det matcher således i høj grad ønskerne til projektet, forklarer Thomas Mark Venås.

Del dette med dit netværk: