Ny direktør for Komponent

Pernille Halberg Salamon bliver ny direktør for kommunernes fælles udviklingscenter, Komponent. 

Pernille Halberg Salamon har været topleder i to kommuner de sidste 10 år og har 17 års erfaring fra centraladministrationen. Senest kommer hun fra en stilling som kommunaldirektør i Hørsholm Kommune, og så har hun i forvejen et indgående kendskab til Komponent, da hun har siddet i bestyrelsen siden oprettelsen i 2021.

– Med Pernille i direktørstolen får vi en stærk kommunal profil, som har et indgående kendskab til den kommunale virkelighed og de behov, der er i kommunerne for rådgivning, uddannelse og kompetenceudvikling. Komponents vigtigste opgave er at sikre, at ledere, medarbejdere og politikere til enhver tid kan løfte og udvikle opgaveløsningen til gavn for vores velfærd og demokrati. Dét kræver en dygtig og erfaren leder ved roret, og det er jeg sikker på, at vi har fundet med Pernille, siger formand for Komponents bestyrelse og KL’s administrerende direktør, Kristian Vendelbo

Komponent er ejet af alle kommuner tilsammen og tilbyder bl.a. rådgivning, analyser, praksisnær kompetenceudvikling og efteruddannelse til ledere og medarbejdere på alle niveauer i kommunerne.

Del dette med dit netværk: