Fritstiller Regionsdirektør

Region Sjælland har fritstillet Regionsdirektør Annemarie Schou Zacho-Broe. Det oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse. Det oplyses videre, at der derudover er blevet indledt en personaleproces i sagen. Region Sjælland oplyser, at fritagelsen for tjeneste alene handler om Annemarie Schou Zacho-Broes ansættelsesforhold i Region Sjælland og ikke har forbindelse til en tidligere sag fra Fredericia Kommune, hvor hun også blev fritstillet. Som direktør stod Annemarie Schou Zacho-Broe i spidsen for regionens største arbejdsplads med 20.000 ansatte og et budget på 21 milliarder kroner. Hun blev ansat i stillingen som Regionsdirektør i marts 2023 efter en enstemmig godkendelse af ansættelsen i Regionsrådet.

Annemarie Schou Zacho-Broe har tidligere varetaget en stilling som kommunaldirektør i Fredericia, og var før det sundhedschef ved Aarhus Kommune. For to år siden blev Annemarie Schou Zacho-Broe hjemsendt, politianmeldt og siden bortvist fra sit job som kommunaldirektør i Fredericia. Anklagen gik på inhabilitet i en sag om et grundkøb foretaget af borgmesteren. Annemarie Zacho-Broe er siden blevet frikendt og renset ad tre omgange. Først i en advokatundersøgelse af Fredericia Kommune, dernæst af Statsadvokaten i juni 2022 og endelig af voldgiftsretten i august 2022. Annemarie Schou Zacho-Broe fik i november 2022 tildelt erstatning for forløbet.

Før jobbet som regionsdirektør i Region Sjælland havde hun i to år brugt tid på arbejde i bestyrelser, yde ledelsesrådgivning og været involveret i en række forskellige udviklingstiltag i forskellige organisationer.

Del dette med dit netværk: