Udsigt til varmeprisfald

Så er der udsigt til lavere varmeregninger som følge af ny bred politisk aftale, der indebærer en modernisering af det såkaldte hvile-i-sig-selv-princip, hvor fjernvarmeselskaberne tidligere har kunnet sende deres omkostninger videre til forbrugerne, uanset hvor effektive selskaberne er.

I fremtiden får fjernvarmeselskaberne fastsat en omkostningsramme, som bliver underlagt effektiviseringskrav. – Regeringen arbejder for, at vi skal have en mere effektiv forsyningssektor, og vi har allerede fremlagt et forslag til ny vandsektorlov, der give effektiviseringer for 1,3 mia. kr. Nu tager vi endnu et skridt med en ny regulering for fjernvarmesektoren, som skal effektivisere fjernvarmesektoren med en halv mia. kr. i 2020. Den nye regulering vil betyde, at selskaberne skal producere det samme, bare bedre og billigere, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Der er tale om besparelser i forhold til, hvordan prisen ellers vil have udviklet sig. Der er ikke nødvendigvis tale om, at priserne i fremtiden bliver lavere, da priserne også påvirkes af en lang række andre forhold – eks. brændselspriser, generel inflation m.m. – Det er vigtigt, at den nye regulering giver selskaberne fleksibilitet og ikke står i vejen for den grønne omstilling, siger Lars Chr. Lilleholt.

I Dansk Fjernvarme er der tilfredshed med flere dele af aftalen. Blandt andet, at der endelig foreligger en aftale så fjernvarmeselskaberne nu ved, hvilke politiske forventninger, der er til dem frem mod 2020, og at små selskaber, som leverer mindre end 50 TJ fjernvarme, undtages fra den nye regulering.

Dog er der bekymring at finde hos Dansk Fjernvarmes direktør Kim Mortensen, som frygter, at det bureaukrati, som følger med aftalen, kan bremse den grønne omstilling.

Del dette med dit netværk: