AFFALDSPLAN RETUR TIL CHRISTIANSBORG

Myndighedernes underkendelse af KL’s plan for tilpasning af forbrændingskapaciteten stopper processen. Nu afventer kommunernes forening foreløbig en ny melding fra Christiansborg.

– KL påtog sig opgaven, fordi vi mener, at en markant reduktion af kritisk infrastruktur bør ske gennem lokalpolitisk styring. Forbrændingsanlæggene er først og fremmest miljøbehandlingsanlæg – dernæst energianlæg. Hvis regeringen og aftalepartierne vælger at privatisere affaldsforbrænding i Danmark, mister det offentlige indflydelse på samfundskritisk infrastruktur. Sådan siger Birgit S. Hansen, der er formand for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg, og fortsætter:

– KL har leveret, hvad forligskredsen har bedt os om, men det skal ikke være en hemmelighed, at det har været en kompleks og omfattende opgave, der skulle løses på meget kort tid. Vi har gennem hele processen holdt myndighederne orienteret om, hvilke parametre planen bygger på. Hvis de ønsker at inddrage andre miljøparametre, fordele omkostningerne anderledes eller se på andre alternativer til energiforsyning, står det dem frit for. Men KL vil ikke udarbejde et bud på en ny plan. Med myndighedernes afvisning af forslaget ser embedsværket nu ud til at få den løsning, de har ønsket sig, lige siden den tidligere regering lancerede sit forslag til forsyningsstrategi; liberalisering af området. Derfor er vi ikke overrasket over myndighedernes dom, og afventer nu en melding fra Christiansborg.

Uanset hvad det er for en proces, der starter nu, er det afgørende for KL, at kommunerne får en garanti for, at staten tager ansvar for at dække de omkostninger, der følger af nedlukningerne. Samt at der findes et alternativ til de borgere, der i øjeblikket får størstedelen af deres varme fra forbrændingen af affald. – Det er ikke uden økonomiske tab at lukke flere affaldsanlæg, og den politiske beslutning må ikke få negative konsekvenser for kommunernes økonomi og dermed velfærden til borgerne. Det er vigtigt for os, at vi garanterer borgerne et alternativ til den affaldsenergi, der bliver udfaset, så der stadig er varme i hjemmene til rimelige priser. Hvis vi skal finde de gode lokale løsninger, har vi brug for at sætte arbejdet i gang hurtigst muligt, siger Birgit S. Hansen.

KL har noteret sig, at der ikke er lagt nogen plan for, hvordan en udbudsmodel vil reducere affaldsforbrændingen. Herunder at det ikke er muligt at forhindre import af affald.

Del dette med dit netværk: