UdbudsVagten A/S: Vigtig analyse

Risiko for, at en række kommuner ender som fremtidens digitale Udkantsdanmark.

En vigtig kortlægning fra UdbudsVagten viser, at nogle kommuner investerer 7 gange så mange penge per indbygger på den digitale omstilling i forhold til bunden af de 98 kommuner. Dermed kan man frygte, at der er ved at blive skabt et A- og et B-hold hos kommunerne. – Når der er så stor forskel på, hvad kommunerne investerer i fremtidens digitale samfund, risikerer vi, at vi om nogle få år står med et nyt Udkantsdanmark, som får svært ved at tiltrække nye borgere og virksomheder, fordi de ikke i tide har investeret i de nødvendige digitale services,udtaler Birgitte Hass, adm. direktør i IT-Branchen.

 UdbudsVagtens tal viser, at kommunerne investerede mellem 425,58 kr. og 3.166,48 kr. i it per indbygger i 2015. Samtidig viser World Economic Forum seneste rapport, at Danmark er røget ned på en 38. plads hvad angår offentlig digitalisering – et stykke efter Aserbajdsjan, Oman og Colombia. En placering vi er rutsjet ned på efter at have ligget helt i top i 00’erne.

Kommune-as-a-service: For at høste de digitale gevinster i kommunen er det ikke længere nok blot at kigge på de direkte besparelser og interne effektiviseringer. Potentialet i digitaliseringen ligger i høj grad i, at se kommunens leverancer som digitale services, der ikke bare skal fastholde de eksisterende borger og virksomheder i kommunen, men som også skal tiltrække nye vækstvirksomheder og ressourcestærke mennesker til området.

– Gevinsten og fremtiden for kommunerne ligger i deres evne til at lægge en klar digital strategi og foretage de nødvendige it-investeringer i tide. Gør de ikke det, så risikerer de at ende som det støvede og analoge B-hold, der fravælges, fortæller Birgitte Hass.

Brugerrejsen får kommunen op af de sorte huller KL har da også i deres Fælleskommunale Digitale Handlingsplan sat et klar pejlemærke om, at digitaliseringen i kommunerne skal understøtte, at mødet mellem kommunernes service er sammenhængende på tværs af systemer, nært og personligt. Samtidig gør KL dog også klart, at kommunerne skal prioritere de projekter, der har tydelig økonomisk gevinst – set fra kommunens side. Netop den tilgang er farlig, hvis man vil sikre sig at være en af de kommuner, som borgere og virksomheder tilvælger i fremtiden. – En entydig fokusering på interne effektiviseringer og kortsigtede økonomiske mål er farligt i en verden, hvor forståelsen for brugernes digitale rejse, i stadigt større grad afgør, om man bliver valgt til eller fra som kommune. Lykkedes man med at servicere borgere og virksomheder digitalt, vil chancen for vækst øges. Hvis ikke risikerer man at ende som en del af det digitale Udkantsdanmark,” siger Steffen Blauenfeldt Otkjær, adm. direktør i DIS/PLAY og formand for IT-Branchens udvalg for Den Gode Brugeroplevelse (UX).

På vej til at blive Kommune-as-a-service? Kan du svare ja til følgende spørgsmål, er du sikkert godt på vej til at blive en digitaliseret kommune, der skaber værdi for kommunens borgere og virksomheder. Tænker I først og fremmest på it som en investering? Hvilken gevinst får borgere og virksomheder – og først derefter, hvad I selv kan spare/effektivisere? Tænker I den gode brugeroplevelse ind i alle jeres løsninger? Og tænker i brugerrejser på tværs af systemer, for at skabe godt samarbejde og nærhed i forholdet mellem myndighed og borger? Bruger I jeres it-leverandører som sparringspartnere for at skabe bedre løsninger for borgerne og virksomhederne?

Om analysen: Tallene er leveret af UdbudsVagten og inkluderer alle fakturerede it-leverancer i de danske kommuner for 2015. Tallene viser, hvor mange penge kommunerne investerer i it, og ikke hvordan disse penge investeres. Af samme grund kan man ikke entydigt konkludere, at f.eks. de 10 lavest placerede kommuner, også er dem med størst digitale udfordringer. Men den store forskel mellem top og bund samt Danmarks fald i internationale analyser giver anledning til bekymring om, at der måske er ved at danne sig et nyt Udkantsdanmark.

 

Del dette med dit netværk: