Danmark som gigabit-samfund

Forudsætningen for digitalisering og fremtidig vækst i hele Danmark, er gode internetforbindelser. Det kræver flere private investeringer i bedre dækning og udvikling af næste generations mobilnetværk, 5G.

På DIs netop gennemførte Gigabit Danmark konference, annoncerede energi-, forsynings-, klimaminister Lars Chr. Lilleholt, at regeringen vil komme med sit udspil til et moderne teleforlig efter sommerferien.

Ministeren sagde ved samme lejlighed, at regeringen vil fastholde grundpillerne i det nuværende teleforlig om at lade markedet drive udrulningen af bredbånd i Danmark og sikre en teknologineutral regulering af branchen.

Adam Lebech, Branchedirektør, DI: Det vil vi gerne kvittere for. Den danske markedsmodel har været en stor succes, der har ført til at Danmark har nogle af verdens bedste og billigste internetforbindelser.

De gode hensigter skal følges til dørs af handling. Både kommuner og stat skal sænke omkostningerne for udrulning af bredbånd og lade frekvensmidlerne blive i branchen, hvis vi vil fastholde vores digitale førerposition.

Det er ikke mindst vigtigt nu, hvor vi står midt i en digital omstilling af hele samfundet.

Læs hele DI’s udspil ”Danmark som gigabit-samfund” her: http://digital.di.dk/SiteCollectionDocuments/Analyser/DIs%20anbefalinger%20til%20nyt%20dansk%20teleforlig.pdf

Del dette med dit netværk: