Million-snyd med energimidler

“Køre-rundt-system” og million-snyd trives i forbrugerejet elselskab. Netvirksomheden Dinel A/S har betalt søsterselskab for meget for energibesparelser.

Konklusion på afgørelsen er, at elnetvirksomheden har betalt 2.91 mio. kr. for meget for energispareprojekter i 2014.

– Det er en markant afgørelse inden for det tilsynsområde, hvor vi kontrollerer, om aftaler mellem koncernforbundne virksomheder er indgået på markedsmæssige vilkår helt på samme måde, som hvis der var tale om uafhængige virksomheder. Det fortæller direktør i Forsyningstilsynet, Carsten Smidt.

– Den aktuelle sag har afdækket forhold, der kan indikere, at der har været kanaliseret betydelige midler i strid med reglerne. Det betragter vi med stor alvor, hvorfor vi har valgt at udvide undersøgelsen af Dinel A/S´ brug af energispareordningen, siger Carsten Smidt.

Dinel A/S bestod før en fusion i 2015 af de fire forbrugerejede koncernforbundne elnetvirksomheder AURA el-net ØE A/S, AURA el-net GE A/S, AURA el-net VE A/S og AURA el-net BE A/S. Forsyningstilsynets nye afgørelse omhandler en rammeaftale, som de fire elnetvirksomheder indgik med det koncernforbundne rådgivningsselskab AURA Rådgivning A/S i 2014.

Elnetvirksomheden Dinel A/S har betalt 2.91 mio. kr. for meget for energispareprojekter i 2014. Det er konklusionen på en afgørelse, som Forsyningstilsynet har offentliggjort.

Del dette med dit netværk: