EU-tiltag: Bedre styr på data og apps

Der er kommet nye regler for techgiganter, der kan mærkes helt ud i den enkelte forbrugers telefon. Forbrugerne har fået flere valgmuligheder til selv at bestemme over fx deres data eller hvilke apps, de vil bruge, når de færdes på nettet.

Syv techgiganter skal leve op til en række krav i EU’s forordning om digitale markeder (Digital Markets Act, DMA). De syv, som EU har udpeget efter bestemte kriterier, er: Alphabet, Amazon, Apple, Booking, ByteDance, Meta og Microsoft. De står bag de platforme, som er blevet helt centrale for, at forbrugere og virksomheder kan nå hinanden. Der er tale om platforme, som har et meget stort antal brugere, og som har stor betydning for økonomien. Eksempler er Tiktok, Youtube, Facebook, Instagram, Googles søgemaskine og Apples app-store.

Som bruger kan du nu selv bestemme, om techgiganterne må bruge dine personlige data på tværs af deres platforme. For eksempel om Google Maps må foreslå adressen på den restaurant, du netop har søgt frem på Googles søgemaskine, eller om Facebook må vise dig indhold, som er baseret på, hvad du har klikket på og set på Instagram. De nye regler giver dig også mulighed for at installere flere app-stores på din telefon og downloade apps fra flere kilder, fx direkte fra en hjemmeside.

Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Jacob Schaumburg-Müller: – Det handler om at bestemme over sine data, og for eksempel beslutte, hvilke apps der må tale sammen. Den enkelte bruger kan have stor nytte af, at nogle apps må dele oplysninger, mens andre ikke skal have muligheden. Det kan også være, man foretrækker at bruge en søgemaskine, som ens telefon ikke tidligere har stillet til rådighed. Det er alt sammen individuelle valg, som kun den enkelte forbruger kan træffe.

Del dette med dit netværk: