Konstituering af regionsdirektør i Region Sjælland

Region Sjælland Koncerndirektør Lone Lindsby konstitueres som regionsdirektør i Region Sjælland. Lone Lindsby har som koncerndirektør været en del af direktionen i Region Sjælland siden 2017.

Den røde tråd i Lone Lindsbys karriere har været strategisk ledelse og at nå i mål med store, komplekse strategiske og tværgående programmer. I Region Sjælland har hun bl.a. været en drivkraft i udviklingen af Det Nære Sundhedsvæsen, som har ansvar for at udvikle fremtidens sundhedstilbud i samarbejde med sygehusene, kommunerne, praktiserende læger og borgerne. Derudover har Lone Lindsby som koncerndirektør også haft overordnet ansvar for Psykiatrien i Region Sjælland, Socialområdet og det præhospitale område.

Med 58-årige Lone Lindsby er det således en erfaren topleder, som nu konstitueres som regionsdirektør for Region Sjælland. Lone Lindsby, uddannet cand.polit, kom til Region Sjælland i 2017, hvor hun trådte ind i direktionen som koncerndirektør. Dengang kom hun fra en stilling som programdirektør i Forsvarsministeriet for ’Nyt Kampfly Program’, ligesom hun tidligere har været koncerndirektør i DSB.

Del dette med dit netværk: