Kommuner øger samarbejde med private leverandører for tredje år i træk

Kommunernes regnskaber for 2023 viser en stigning i samarbejdet med private virksomheder. I 2023 købte kommunerne ydelser hos de private leverandør for 76,7 mia. kr., hvilket svarer til fremgang på 897 mio. kr. Der er dog stadig potentiale for yderligere offentlig-privat samarbejde for 38 mia. kr. Det fortæller DI.

Kommunernes samarbejde med private leverandører, målt ved Privat Leverandør Indikator (PLI), steg med 0,3 procentpoint fra 2022 til 2023 og svarer til, at erhvervslivet fik yderligere offentlige opgaver for 897 mio. kr. Det er tredje år i træk, at det offentlig-private samarbejde i kommunerne øges.

Analyse af:  Christian Broholm Andersen & Steffen Sjørslev

Samlet set lå kommunernes PLI på 27,7 pct i 2023. Det vægtede gennemsnit dækker dog over væsentlige forskelle kommunerne imellem, hvilket vidner om et uforløst potentiale for offentlig-privat samarbejde. I bunden løser kommuner som Tårnby og Kerteminde mindre end 25 pct. af deres opgaver via samarbejde med private virksomheder, mens kommuner som Holbæk og Brønderslev ligger over 30 pct. Helt i top ligger Gribskov Kommune med en PLI på 47,8 pct.

 

Inden for alle seks af de kommunale opgaveområder (hovedkonti) findes kommuner (her top 10), der har opnået en væsentligt højere PLI end landsgennemsnittet. For trafik og infrastruktur formår de ti bedste kommuner eksempelvis at løse 90 pct. af opgaverne i samspil med private leverandører, hvorimod landsgennemsnittet ligger på ca. 60 pct.

Hvis alle kommuner løftede brugen af private leverandører svarende til niveauet for de ti bedste inden for hver hovedkonto, ville yderligere opgaver for 38,2 mia. kr. kunne løses via offentlig-privat samarbejde.

Det ville samtidig indebære, at kommunernes samlede inddragelse af private leverandører (PLI) løftes fra 27,7 til 41,5 pct

Del dette med dit netværk: