Klare rammer for udbud
Med udbudsloven, som trådte i kraft 1. januar 2016, er der både kommet nye muligheder og mere klare rammer for, hvordan du tilrettelægger et udbud. Vejledningen gennemgår udbudsreglerne ud fra et praktisk perspektiv. Opbygningen af indholdet er udformet, så det kan læses i sin helhed eller anvendes som et opslagsværk.
Udbudsloven sætter rammerne for, hvordan offentlige ordregivere skal købe ind. Intentionen med en dansk udbudslov er at sikre den bedst mulige udnyttelse af de offentlige midler gennem en effektiv konkurrence om opgaverne.
Vejledningen finder man her: http://www.kfst.dk/~/media/KFST/Publikationer/Dansk/2016/Udbudsloven%20%20vejledning%20om%20udbudsreglerne.pdf
Med den nye lov bliver der mere bred adgang til anvendelse af fleksible udbudsprocedurer. Procedurer, der understøtter dialog og forhandling og mulighed for at gøre brug af en helt ny udbudsprocedure for innovationspartnerskaber. Regler for mindre indkøb af varer og tjenesteydelser afskaffes. De bliver erstattet af et forenkelt regelsæt med et krav om, at myndigheden skal sikre sig, at køb sker på markedsmæssige vilkår.
På Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside, http://www.bedreudbud.dk/, har styrelsen samlet vejledninger, cases og værktøjer med fokus på den nye lov.