DI: 8 ud af 10 dropper offentligt marked

DI: Offentlige udbud er en dyr og krævende proces for både virksomheder og udbydere, der ofte drukner i tilbud. En løsning er at bruge begrænsede udbud, hvor kun udvalgte virksomheder byder ind. Men en ny analyse viser, at brugen af begrænsede udbud er styrtdykket.

– Samfundsøkonomisk er det fuldstændigt uholdbart, når mange virksomheder byder på den samme opgave, og den offentlige indkøber bagefter bruger store ressourcer på at evaluere de mange tilbud. Derfor skal der meget større fokus på at vælge de rette udbudsformer, så der bliver rimelige proportioner mellem udbud og opgave. Det vil være en stor gevinst for alle parter, siger John Pedersen, som er adm. direktør i virksomheden Operate og formand for DI Videnrådgiverne.

DI kender flere eksempler på offentlige udbud, hvor omkostningerne til udbudsprocessen blev flere gange højere end udgiften til løsningen af opgaven. DI anslår, at langt de fleste udbud kan gennemføres med transaktionsomkostninger under ti procent. – Otte ud af ti rådgivningsvirksomheder siger, at de helt eller delvist har droppet det offentlige marked. Det skyldes at udbudsprocesserne ofte er ekstremt ressourcekrævende, og chancen for at vinde et udbud er lav, fordi der kan være 20-30 andre virksomheder, der byder på den samme opgave, siger Henriette Søltoft, som er branchedirektør for DI Rådgivere.

Problemet er, at mange offentlige indkøbere ikke er opmærksomme nok på de omkostninger, der knytter sig til udbudsprocesserne. Derfor vælger de ofte meget krævende udbudsformer i sammenhænge, hvor enklere og billigere udbudsmetoder havde været et bedre valg for alle parter.

– Udbudsloven giver ellers indkøberne god mulighed for at vælge mellem forskellige former for udbud alt efter, hvilken opgave de skal have løst. “Offentligt udbud” er den tungeste proces, mens “begrænset udbud” giver indkøberen mulighed for at vælge nogle få relevante virksomheder ud først i udbudsprocessen, så færre virksomheder byder forgæves. Men begrænset udbud bliver brugt alt for lidt, siger Henriette Søltoft.

Faktisk viser en ny analyse fra DI Rådgiverne at brugen af begrænset udbud er halveret fra 2015 til 2016.

Del dette med dit netværk: