Lemvig vinder klimapris

Kommunernes KLimapris er netop blevet uddelt på Klima & Miljø Topmødet. Prisen gik til Lemvigs grønne energifællesskaber, der samtidig giver rekreative muligheder og understøtter biodiversitet og klima.

Lemvig Kommune vandt prisen for at opstille solcelle- og vindmølleparker med lokal opbakning. Blandt eksemplerne er Høvsøre solcelleanlæg, hvor Jysk Energi har udviklet en model til at inddrage borgerne ved at tilbyde lokalbefolkningen op til 50 procents ejerskab. Lemvig har formået at kombinere hensynet til natur, klima, mennesker og erhvervsudvikling. Andre eksempler er solcellepark og PtX ved Ramme og Klimaparken Nees Hede. – Lokal borgermodstand mod opførelse af vedvarende energi bremser i flere tilfælde den grønne omstilling. Derfor er det også imponerende at se, hvordan Lemvig Kommune med en ny medejerskabsmodel har knækket koden til at opføre energiparker uden borgerklager, der samtidig giver rekreative muligheder og understøtter biodiversitet og klima,” siger Birgit S. Hansen, formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg.

Kommunerne er en drivkraft i den grønne omstilling – Kommunerne har taget klimalederskabet på sig. – Lemvig var i et utroligt stærkt felt af nominerede i år, og det viser, hvordan kommunerne er en stærk drivkraft i den grønne omstilling, siger Birgit S. Hansen. De tre øvrige nominerede indsatser til Kommunernes KLimapris var Hørsholm, Odense og Assens.

Del dette med dit netværk: