KL: Drop drømme om liberalisering af forbrændingsanlæg

Krigen i Ukraine har gjort det klart, at forsyningssikkerhed er helt centralt. Derfor duer det ikke at liberalisere affaldsforbrændingen, og derfor skal der sættes turbo på udrulningen af mere fjernvarme, lyder det fra KL’s formand.

Selv om krigen i Ukraine har vist os, at energipolitik også er sikkerhedspolitik, holder et flertal i Folketinget fast i en aftale om at liberalisere de kommunale forbrændingsanlæg og reducere 30 procent af deres kapacitet.

Det vækker undren hos KL, der nu kommer med en appel til partierne bag aftalen – regeringen, SF, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet – om at genoverveje den. – Det er ikke det klogeste tidspunkt at realisere de hede liberaliseringsdrømme, man har haft liggende i skuffen længe. Vi må tænke os godt om her, for foruden den grønne omstilling er der også et hensyn til forsyningssikkerheden, siger KL’s formand Martin Damm (V), der tilføjer: – Når jeg spørger folk, hvorfor den aftale er så genial får jeg det svar, at det er fordi den er bred. Det synes ikke er et argument. Mange mennesker kan jo sagtens tage fejl.

Ja tak til fjernvarme. Også på fjernvarmeområdet er der brug for at genoverveje situationen, hvis man mener, at kommunerne skal have gode muligheder for at udrulle fjernvarme. Det indbefatter blandt andet ifølge KL, at husstande i områder, hvor der rulles mere fjernvarme ud, bør mødes af et automatisk ”ja tak” frem for blot at kunne sige nej.– Regeringen vil gøre den kollektive varmeforsyning individuel, men man kan jo ikke lægge rør ud, hvis ikke folk vil tilslutte sig. Og vi bliver også nødt til at bede folk om at blive ved med at være fjernvarmekunder, så det kan finansieres, siger Martin Damm.

Del dette med dit netværk: