Håndværk, bæredygtighed og innovation

MEGA-EVENT SKIVE. Hvert år afholdes Green Innovation Week i uge 39, hvor aktiviteter og forløb før, under og efter bygger bro mellem uddannelser og virksomheder fra hele landet og kulminerer i er stort event i Skive. Green Innovation Makers er et samlingspunkt, der matcher uddannelser og erhverv for at sætte turbo på løsningsforslag, der bidrager til den grønne omstilling.

Tietgenfonden støtter Business Skive til at sætte yderligere fart på udvikling af bæredygtige erhvervsløsninger.

Tietgenfonden har besluttet at støtte eventet med 4,9 mio. kroner over de næste tre år. Dermed kan 4.500 elever, studerende, virksomheder, forskere og iværksættere se frem til at samles om den fælles ambition at sætte fart på den grønne omstilling helt frem til og med 2026.

Eventet er kulminationen på et års samarbejde mellem lokale og regionale virksomheder og uddannelsesinstitutioner med fokus på, hvordan særligt de håndværksrettede uddannelser kan bidrage til bæredygtighed og innovation.

– Ved aktivt at inddrage virksomheders grønne udfordringer i uddannelsernes læringsmål arbejder vi hen mod at skabe et nationalt samlingspunkt, der sætter turbo på arbejdet med den grønne omstilling, fortæller Louise Vilsgaard, partnerskabsansvarlig i Green Innovation Week, der hører under Business Skive.

I Tietgenfonden hæfter uddelingschef Christine Paludan-Müller sig ved, at man i Skive formår at samle uddannelser og virksomheder om en fælles sag, som de unge kan se sig selv i.

Del dette med dit netværk: