Jorden er giftig: DI og ARI efterlyser – igen – politisk handling

Under overskriften: ”Jorden er giftig” efterlyser Niels Bukholt, Sekretariatsleder, ARI og Karin Klitgaard, Miljøpolitisk chef, DI fælles nationale regler for, hvornår materialer er affald, hvornår de er forurenede, og hvilke håndteringskrav der skal være til materialerne efter graden af forurening. En meget klar hilsen fra branchen til Miljøministeriet!

De konstaterer, at 2024 bestemt ikke har været et kedeligt eller stille år. Sager om jordskred ved Nordic Waste i Ølst og dokumentaren ”Den sorte svane”, har været nationale samtaleemner – og afdækker meget kritisable forhold, lovbrud og en miljølovgivning, som ikke fungerer eller håndhæves tilstrækkeligt.

De fastslår, at Miljøministeriet allerede i 00’erne blev klar over jordproblematikken. Udover mange rapporter, er der bare intet sket.

Som branche har vi for over 10 år siden fremlagt konkrete forslag til en opstramning af reglerne, som kunne sikre styr på miljørisikoen og sikkerhed om sporbarheden – så vi ved, hvor materialerne bliver af, og hvordan de bliver håndteret. Vi foreslår fælles nationale regler, så der på tværs af sektorer og kommunegrænser er enighed om, hvornår materialer er affald, hvornår de er forurenede, og hvilke håndteringskrav der skal være til materialerne efter graden af forurening. Der skal også være fælles nationale regler for godkendelse af modtageanlæg og projekter, der bruger materialerne, og en fælles national database og et effektivt tilsyn fra myndighedernes side.

Det er arbejde, der først og fremmest kræver, at regeringen tager første spadestik i det politiske arbejde. Vi ønsker et Danmark i balance. Lige nu er der ubalance i miljølovgivningen, og det er for nemt at begå fejl eller snyde, hvis man vil. Det er på tide, at der bliver strammet op på lovgivning og regler

Del dette med dit netværk: