DI: Grøn omstilling – rigtige værktøjer

Der er brug for en grøn skattereform, som hæver prisen på at udlede CO2 og samtidig sikrer virksomhedernes konkurrenceevne, mener DI. Med anbefalinger fra Folketingets ekspertgruppe er ballet nu åbnet for politikerne. Anbefalingerne kom tirsdag, og næste skridt bliver drøftelserne af de modeller for en CO2-afgift, som nu er fremlagt.

Dansk Industris adm. direktør, Lars Sandahl Sørensen påpeger, at der er brug for en bred politisk aftale med langtidsholdbare beslutninger, så der bliver skabt den nødvendige klarhed og investeringssikkerhed for virksomhederne. – Ekspertgruppen har lavet et grundigt arbejde, som viser de dilemmaer, vi står over for i arbejdet med en grøn skattereform. Der er dermed skabt et solidt grundlag for de kommende politiske forhandlinger. Vi ønsker en bred og langsigtet aftale, som kan blive til gavn for klimaet, samfundet og virksomhederne, siger han.

Ekspertgruppen kommer med tre forskellige modeller for en grøn skattereform. I alle modeller bliver prisen på at udlede CO2 sat betydeligt op. – Virksomhederne er allerede i gang med en grøn omstilling. Men hvis vi skal nå målet i klimaloven om at reducere CO2-udledningen med 70 procent om otte år, er det nødvendigt med en højere pris på CO2. Det vil få forbrugere og virksomheder til at vælge klimavenlige løsninger, siger Lars Sandahl Sørensen.

Vi skal vænne os til, at den grønne omstilling har en pris. Men samtidig skal vi passe på, at det ikke bliver for dyrt at drive virksomhed i Danmark. Derfor skal en højere CO2-afgift blandt andet følges af lavere energiafgifter. – Helt grundlæggende skal vi beskatte det, vi vil have mindre af. Derfor skal prisen på at udlede CO2 sættes op, mens energiafgifterne bliver sat ned. Men samtidig er vi bekymrende for, at de grønne afgifter bliver indrettet sådan, at virksomheder, arbejdspladser og CO2-udledning flytter til udlandet. Det er helt afgørende, at politikerne finder den rette balance i den grønne skattereform, siger Lars Sandahl Sørensen.

Del dette med dit netværk: