På tværs af Kattegat

Det er det største infrastrukturprojekt i Danmark – nogensinde! Cowi skal for Vejdirektoratet, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen og Sund & Bælt udarbejde beslutningsgrundlag for, hvor forbindelsen bedst kan etableres.

Etableringen af en fast Kattegatforbindelse kan være med til at styrke mobilitet, øge forsyningssikkerhed og i det hele taget fremme hurtigere rejse mellem Danmarks to største byer. Nu har Cowi vundet opgaver i analysefasen, hvor antallet af mulige korridorer gerne skal indsnævres. For Vejdirektoratet og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, skal Cowi både i forhold til teknik og miljø vurdere de mulige korridorer for vej- og jernbaneanlæg i Jylland og på Sjælland. Og for Sund & Bælt skal man undersøge de tekniske løsninger imellem Sjællands og Jyllands kyster, inklusive korridorer via Sjællands Odde.

Formålet er at afveje fordele og ulemper ved de forskellige korridorer og tilvejebringe et solidt beslutningsgrundlag for den politiske drøftelse om det videre forløb, herunder om Kattegatprojektet skal fortsætte til en VVM-undersøgelse (vurdering af virkninger på miljøet).

På land skal Cowi undersøge, hvordan Kattegatforbindelsen blandt andet kan påvirke naturområder, landskab, mennesker og bysamfund. – Vi skal vurdere og beskrive konsekvenserne i de mulige korridorer ud fra både et teknisk, miljø- og naturmæssigt perspektiv. Og se på hvordan vej og jernbane placeres mest hensigtsmæssigt, hvordan vi kan koble Kattegatforbindelsen til eksisterende infrastruktur, og hvordan den korteste rejsetid opnås. Udover at være et enormt infrastrukturprojekt, der skal kunne realiseres rent teknisk, handler det også om at evaluere og reducere eventuelle negative indvirkninger af en fast Kattegatforbindelse på miljø og lokalsamfund, fortælle projektleder Dorte Petersen fra Cowi.

Del dette med dit netværk: