Ny Faaborg-Midtfyn chef

Der er nu fundet en afløser for Faaborg-Midtfyns tidligere kommunaldirektør Helene Bækmark, som måtte fratræde i oktober 2019. Dengang pegede byens borgmester Hans Stavnsager på den megen offentlige kritik af Helene Bækmark, der skabte yderst vanskelige arbejdsvilkår for kommunaldirektøren, som årsag til fratrædelsen.

Nu har kommunen så hentet en ny kommunaldirektør “fra egne rækker”, som det udtrykkes i meddelelsen.

Det er 56-årige Helle Vibeke Carstensen, der nu pr.den 1. februar tiltræder som ny kommunaldirektør i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Helle Vibeke Carstensen har siden 1. august 2017 været direktør i Faaborg-Midtfyn Kommune med ansvar for Arbejdsmarked samt By, Land og Kultur. Hun har solide erfaringer som offentlig leder og er i høj grad vant til at omsætte strategi og visioner til handlinger. Tidligere har hun bl.a. været organisationsudviklings¬chef i Socialforvaltningen i Københavns Kommune og henholdsvis innovationschef og kontorchef for Personale- og Organisationsudvikling i Skatteministeriet.

Nu lyder udsagnet fra byens borgmester:  Vi har brug for at skabe en positiv udvikling i Faaborg-Midtfyn Kommune. Det gælder i såvel organisationen som blandt borgere og andre samarbejdspartnere. Vi kender Helle Vibeke, og hun har et stærkt værdigrundlag. Det handler bl.a. om tillidsbaseret ledelse samt at have fokus på etik og ordentlighed i vores opgaveløsning.

Del dette med dit netværk: