Av for Søren …

Der er nu noget særligt over fredag den 13. På denne dato i august i år offentliggjorde Sorø Kommune en nyhed på sin hjemmeside med overskriften “kommunaldirektør siger op”. – Tiden er inde til at skifte spor og bruge mine kompetencer i den grønne omstilling. Det haster med at få en markant mindre udledning og mindske klimapåvirkningen, forklarede kommunaldirektøren i meddelelsen om årsagerne til, at han havde opsagt sin stilling efter omkring syv års virke som topdirektør.

Nu har DR gravet i papirerne og kan afsløre ret så opsigtsvækkende detaljer i et forløb, der fortæller en noget anden historie end den officielle forklaring fra Sorø Kommune og kommunaldirektøren.

Det handler beklageligvis igen mere om misbrug af kommunale kreditkort. Endnu en kommunal topdirektør har ikke kunnet kende forskel på dit-og-mit … historien er at topdirektøren kort før sin opsigelse blev fritaget for tjeneste af økonomiudvalget i Sorø Kommune. Det skete på grund af private indkøb for omkring 9.500 kroner, som han havde foretaget med kommunens betalingskort, fremgår det af dokumenter, som DR har indblik i.

Som det fremgik af vores artikel af den 14. august oplyste Sorø Kommune, at de havde modtaget en opsigelse fra kommunaldirektør Søren S. Kjær, hvor han berettede om et personligt ønske om at bruge sine kompetencer inden for andre områder, og at nu var det angivelligt det rigtige tidspunkt at foretage det skifte. Nu fortæller DR en noget anden historie om dette pludselige skifte.

Av for Søren, Sorø, Greve, Fredericia, Hillerød …. svalerne flyver pt. hverken enligt eller højt i det danske kommunale ledelseslandskab … ikke en god sag, der underbygger vores tillid til ordentlighed til offentlig dansk forvaltning.

Del dette med dit netværk: