Et stille opkøb

Viden om udbud på færre hænder … Norske Mercell styrker sin position via køb af UdbudsVagten og EU-Supply. Det giver en førerposition på viden om og services til udbudsmarkedet.

Mediet OPS-indsigt fortæller, at de har haft lejlighed til at tale med Mercell Danmarks nye direktør. Han hedder Kevin Leig Bengtsson og er/var direktør og ejer af virksomheden UdbudsVagten, som han i øvrigt selv har bygget op fra grunden.

Kevin Leig Bengtsson siger i følge OPS-Indsigt: – Vi har begge haft en mission om, at vi ville optimere det offentligt-private samarbejde på systemsiden, hvor vi ser nogle uhensigtsmæssigheder. Vi har hver især med vores systemer forsøgt at komme af med de uhensigtsmæssigheder, vi ser, men udvikling i den størrelse kræver bare nogle helt andre muskler, end dem vi har haft hver for sig.

Ifølge det oplyste, har norsk-baserede Mercell-gruppen netop sådanne muskler. Det er alt i alt et meget stille opkøb, der således er gennemført. Nuværende og kommende kunder skal tilsyneladende ikke ane uråd. Ingen af de to netbaserede virksomheders hjemmesider informerer om det nye samarbejde.

Fusionen af de fire brands har kostet en del energi og vi kan forvente en annoncering af Mercells strategi i begyndelsen af det nye år, lyder udmeldingen.

Del dette med dit netværk: