To røde Minister-næser – offentlige indkøb

Danmarks Tekniske Universitet sendte på vegne af syv universiteter i maj 2022 et it-projekt om et nyt studieadministrativt system i udbud. Projektet kostede over 70 millioner kroner, og skulle derfor have været godkendt af Finansudvalget. Det blev det aldrig.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) får en politisk næse af et enigt finansudvalg i Folketinget. Det skriver SF’s folketingsmedlem Lisbeth Bech-Nielsen, som er medlem af finansudvalget, tirsdag aften på X. Egelund fik også for en måned siden en “temmelig stor næse” af Finansudvalget. Det skete i en sag om et it-projekt, som blev sendt i udbud i 2022 uden at forelægge det for Finansudvalget.

Denne gang er næsen af “en mindre” størrelse. Det oplyser Bech-Nielsen til Ritzau, men det er anden måned i træk, at Egelund modtager en næse af udvalget. – Endnu en gang har et universitet brugt penge uden lovhjemmel. Man kan ikke give et område en næse, så ministeren får den, skriver SF’eren på X. Denne gang for en sag, hvor Aarhus Universitet (AU) har haft udgifter til etablering af to passager i forbindelse med anlægget af Aarhus Letbane uden den nødvendige hjemmel. Bech-Nielsen konstaterer, at ministeren får næsen, fordi hun har det øverste ansvar for området.

It-projektsagen tog sit udgangspunkt fra dengang Jesper Petersen (S) var uddannelses- og forskningsminister. Men Egelund blev orienteret om sagen i maj 2023 uden at orientere udvalget.

Del dette med dit netværk: