Bestikkelse/mandatsvig – frifindelse …

Tidligere kontorchef og tre erhvervsdrivende frifindes i sag om bestikkelse og mandatsvig i ejendomsstyrelse. En tidligere kontorchef i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og tre erhvervsdrivende er frifundet i en sag om bestikkelse og mandatsvig. Det har Retten i Holstebro afgjort.

Den tidligere kontorchef var tiltalt for at have modtaget bestikkelse i form af et køkken og en el-markise til sit sommerhus samt en vaskemaskine og en emhætte. Der var efter anklagemyndighedens opfattelse tale om bestikkelse for cirka 125.000 kroner. Bestikkelsen blev efter anklagemyndighedens opfattelse ydet af tre leverandørvirksomheder til ejendomsstyrelsen. Retten har ikke fundet beviser for bestikkelse.

Tre direktører for henholdsvis et elfirma, et køkkencenter og en malerforretning var således tiltalt for at yde bestikkelsen. De brugte Forsvarets tilgodehavender hos dem til at købe blandt andet hårde hvidevarer, designermøbler og andre forbrugsgoder, lød det ifølge anklagen. Formålet var ifølge anklagen at sikre og udbygge leverandørforholdet til ejendomsstyrelsen. Men retten har ikke fundet beviser for påstanden om bestikkelse og mandatsvig – og alle tiltalte i sagen har nægtet sig skyldige.

En tidligere projektleder i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse var også en del af sagskomplekset. Han blev af anklagemyndigheden anset for “hovedmanden” og var alene tiltalt for at modtage bestikkelse for knap tre millioner kroner. Blandt andet i form af designermøbler. Da retssagen begyndte 12. april, mødte han dog ikke op på grund af sygdom. Anklagemyndigheden har således udskilt hans sag, som senere skal behandles ved retten.

Del dette med dit netværk: