Tidl. indkøbschef i fængsel for bestikkelse

Anklager om bestikkelse og vennetjenester er bestemt ikke hverdagskost, når det handler om offentlige indkøb – og endda yderst sjældne i den danske politietat. Topchef i Rigspolitiet Bettina Jensen er netop i Østre Landsret blevet idømt otte måneders fængsel for bestikkelse. To af disse måneder skal afsones, og de øvrige 6 måneder er gjort betinget. Den medtiltalte, eksterne konsulent Mariann Færø, er blevet idømt en straf på seks måneder. Denne dom er dog gjort til betinget fængsel.

De betingede straffe skal således ikke afsones – og de vil bortfalde, hvis de dømte ikke begår yderligere kriminalitet de næste 2 år. Landsretten omgører således byrettens dom fra 2022, hvor begge de tiltalte blev frikendt.

GAVEELEMENT. Efter det foreliggende har Landsretten lagt vægt på gerningstidens længde og de involverede beløb. – Retten har fundet, at der har været tale om en betydelig mængde opgaver over flere år. Den skete honorering af opgaver menes at indeholde et vist gaveelement, siger retsformanden.

Retsformanden gjorde bemærkning om, at sager om bestikkelse som udgangspunkt bliver straffet med ubetinget fængselsstraf. I denne sag har man blandt andet lagt vægt på, at sagen har været længe undervejs, og at det i øvrigt er længe siden, forholdene er blevet begået.

Der er også lagt vægt på, at Bettina Jensen holdt forbindelser til Mariann Færø skjult for Rigspolitiet – også på direkte forespørgsel, da pressen begyndte at skrive om sagen, lyder det i dommen. Retten bestemmer ligeledes, at der konfiskeres 150.000 kroner fra Bettina Jensen, som er kendt skyldig i at have modtaget 790.250 kroner inklusiv moms af Mariann Færø, som til gengæld arbejdede som ekstern konsulent for Rigspolitiet.

De knap 800.000 kroner blev betalt fra 2012 til 2015. Dagbladet B.T. har fulgt og dokumenteret forløbet i en lang stribe af stærkt kritiske artikler om relationerne, og i 2017 fratrådte hun stillingen hos Rigspolitiet. Det er ligeledes kommet frem, at Bettina Jensen og Mariann Færø også kendte hinanden i forvejen fra DR, hvor de begge har været ansat.

Del dette med dit netværk: