Skrift om “offentligt opgavetyveri”

Kilde: KonkurrenceRaadgivning.dk – v/Niels Rytter

Gennem tiden har konkurrencereglerne og konkurrencemyndighederne fokuseret på private virksomheders misbrug af monopolmagt og deres deltagelse i konkurrencebegrænsende aftaler m.v.

Men med den hastige vækst i den offentlige sektors erhvervsaktiviteter har disse former for konkurrenceskadelig adfærd bredt sig til det offentliges erhvervsudøvelse og til offentlig fejlregulering.

Konkurrencereglerne er blevet skærpet i de senere år over for de private virksomheder og overholdelsen og sanktioneringen af overtrædelser er blevet følelig. Tilsvarende er ikke sket i forhold til de offentliges erhvervsaktiviteter, – snarere tværtimod. Der er derfor brug for en gennemgribende reform af konkurrencereguleringen af den offentlige sektor, når den gennemfører konkurrenceskadelige offentlige erhvervsaktiviteter på samme måde som private virksomhed.

Cepos har for nylig publiceret en analyse af disse forhold. Analysen indeholder et væld af forslag til forbedringer af konkurrencen og effektiviteten af den offentlige sektors erhvervsaktiviteter. Analysen findes i sin fulde længde på https://www.cepos.dk/artikler/arbejdspapir-41-mere-konkurrence-i-det-offentlige

Nedenfor er gengivet 4 eksempler fra rapporten på offentlig konkurrenceskadelig virksomhed.

1. Offentligt opgavetyveri på Aalborg Havn

Dansk Industri, 3 F og det kommunalt ejede stevedoreselskab, Aalborg Stevedore Company, har ved overenskomstaftale oprettet en havnearbejderordning på Aalborg Havn, som tillægger ASC eneret til at levere arbejdskraft på havnen.

ASC administrerer aftalen på den måde, at ASC betaler de aftalte overenskomstmæssige lønninger, når havnearbejderne tilgår ASCs egne stevedoreopgaver, mens ASC opkræver fuld stevedorepris for tilgang af havnearbejdere, når havnearbejderne stilles til rådighed for ASCs private konkurrenter. Konkurrenter kan som følge heraf ikke opnå dækning for deres omkostninger og fortjeneste ved oparbejde havnearbejderydelsen til den færdige stevedoreydelse. På den måde stjæler det kommunalt ejede ASC opgaver fra private konkurrenter og forhindrer private virksomheder i at konkurrere på lige fod med kommunale erhvervsaktiviteter til skade for konkurrencen på havnen.

Denne form for kommunalt monopolmisbrug er ikke i orden, og sagen er da også indbragt for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for et års tid siden. Det er endnu tvivlsomt, om og hvornår der træffes afgørelse i sagen. Der kan derfor være risiko for, at ASCs konkurrent (med passiv støtte fra DI og 3F) kan blive tvunget til at indstille sin virksomhed.

2. DSB hindrer lille privat busvirksomheds mulighed for at konkurrere på lige vilkår

DSB valgte den 1. januar 2000 at udføre trafikbetjeningen med jernbane mellem København og Ystad som fri trafik, dvs. på markedsøkonomiske vilkår. Men det viste sig, at DSB´s jernbanerute ikke kunne drives på et forretningsmæssigt grundlag.Derfor opgav DSB den 15. december 2002 at drive ruten som fri trafik. Jernbaneruten mellem København og Ystad blev herefter igen en del af DSB´s kontrakter om offentlig trafikbetjening uden udbud.

I 2003 indgav Gråhundbus ved Jørgen Andersen klage til Kommissionen over formodet konkurrenceforvridende statsstøtte i forbindelse med DSB’s jernbanedrift på ruten. Jørgen Andersen har siden 1989 betjent busruten mellem København og Ystad i konkurrence med DSBs jernbanerute på samme strækning.

Jørgen Andersen indgav derfor i 2003 klage til Kommissionen over formodet statsstøtte til DSB i forbindelse med DSB’s jernbanedrift på ruten. Den 10. september 2008 besluttede Kommissionen at undersøge sagen nærmere. Den 24. februar 2010 fastslog Kommissionen, at kontrakterne om offentlig trafikbetjening mellem Transportministeriet og DSB for 2000-2014 indebærer statsstøtte, men at denne støtte er forenelig med det indre marked. Kommissionen fremhævede, at kontraktbetalingerne oversteg, hvad der var nødvendigt, men at staten gennem opkrævning af ekstraordinære udbyttebetalinger korrigerede DSB’s økonomiske situation på en sådan måde, at DSB ikke har modtaget overkompensation.

Jørgen Andersen anlagde herefter sag mod Kommissionen den 2. marts 2011. Jørgen Andersen gjorde gældende, at Kommissionen har begået en fejl ved at konkludere, at den danske regering ikke begik en fejl med hensyn til klassificeringen af ruten København-Ystad som en offentlig tjeneste og ved at henføre den under ordningen med kontrakter om offentlig trafikbetjening. For det andet gjorde Jørgen Andersen gældende, at Kommissionen begik en fejl ved at undlade at anordne tilbagesøgning af den ulovlige overkompensation til DSB i kraft af udbetaling af udbytte til den danske stat, og for det tredje, at Kommissionen ved vurderingen af statsstøttens lovlighed har anvendt forkerte retsregler, idet de har anvendt en forordning fra 2007 i stedet for en forordning fra 1969. Den 20. marts 2013 annullerer Retten Kommissionens beslutning af 24. februar 2010 uden at undersøge Jørgen Andersens øvrige påstande.

Rettens afgørelse blev den 3. juni 2013 appelleret til Domstolen af Europa-Kommissionen, Den danske Stat og DSB, med påstand om ophævelse af Kommissionens beslutning af 24. februar 2010. Den 6. oktober 2015 forkastede Domstolen appellen og hjemviste sagen til Retten for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt den støtte, der er blevet udbetalt fra den 3. december 2009, er forenelig med det indre marked.

Det synes umiddelbart klart, at der er ydet statsstøtte til DSBs jernbanerute, men spørgsmålet er om støtten er forenelig med statsstøttereglerne. Sagen har nu verseret i 13 år. Hvis det offentlige er nødt til at yde konkurrenceforvridende statsstøtte for at opretholde sin virksomhed til skade for den lige konkurrence, er det offentlige åbenbart parat til at gå meget langt processuelt for at ”knække den lille mand”. Den form for offentlig opgavetyveri skræmmer ”den lille mand” fra at påberåbe sig sine rettigheder over for DSB i lignende sager.

3. Statslige og kommunale virksomheder begrænser privates muligheder for at konkurrere på lige vilkår om markedet for bistand og rådgivning til personer, der flytter til et andet land

Et antal private virksomheder yder bistand og rådgivning til personer, der flytter til et andet land. Ydelserne består blandt andet af immigrationsbistand, bistand ved bolig-, skole- og institutionssøgning, bistand med diverse offentlige tilladelser, herunder kørekort og løn- og bankkonto, skattehjælp, sprogkurser, mentorbistand og support og rådgivning til medfølgende ægtefæller/partnere.

Udover de private aktører har den statslige aktør, Workindenmark, kommunale aktører som fx Copenhagen Career Programme, International House og kommunale bosætnings- og rådgivningskoordinatorer, og regionale aktører som fx Best Brains og Work Live Stay i region Syddanmark etableret lignende bistand og rådgivning.

Problemet er, at de private ydelser er momspligtige og beskattes som et personalegode hos modtager, når arbejdsgiver dækker udgiften, mens de samme ydelser leveret af stat eller kommune normalt er skatteyderbetalt og ikke beskattes som et personalegode.

Den skattemæssige forskelsbehandling forvrider konkurrencen mellem de offentlige og de private virksomheder og fortrænger de private virksomheder og gør det vanskeligt for de private virksomheder at konkurrere om markedet til skade for konkurrencen og effektiviteten.

Denne form for offentlig erhvervsimperialisme kan undgås på mange måder, fx ved at at det offentlige indkøber ydelserne på det private marked via udbud eller ved, at den offentlige støtte til opgaverne ydes direkte til borgerne, der så frit kan vælge mellem de private udbydere af bistand og rådgivning.

4. Banedanmark misbruger sin myndighed til at afskære konkurrent fra at konkurrere

Banedanmark er altafgørende ordregiver på entreprenøropgaver på banen, jernbanesikkerhedsplaner og sporspærringer med sikkerhedsuddannet personale. Banedanmark udfører selv langt de fleste opgaver som in house produktion. Banedanmark står desuden for myndighedsgodkendelse af de personer, som skal arbejde på jernbanen, – altså både egne og konkurrerende private virksomheders mandskaber. Banedanmark er statsejet.

Uberettiget annullerede Banedanmark 10 certifikater til ligeså mange ansatte i Ravn Bane i 8 måneder. Da Ravn Banes ansatte fik dem retur, kunne de ikke bruge dem, da Banedanmark konstaterede, at de ansatte nu ikke længere havde den lovpligtige vedligeholdelse af certifikaterne. Ravn Bane mistede opgaver i så en lang periode, at selskabet nu endte med at gå konkurs.

Sagen viser en uheldig sammenblanding af myndighedsopgaver og konkurrenceudsat erhvervsvirksomhed. Sagen viser også hvilke midler en offentlig virksomhed er parat til at tage i brug for at ekskludere en privat virksomhed fra markedet.

Sagen illustrerer behovet for en klar adskillelses af myndighedsudøvelse og erhvervsvirksomhed, – ikke mindst når den er konkurrenceudsat. Sagen illustrere tillige behovet for udbud af Banedanmarks in-house produktion og for at indføre administrative bødestraffe til de ansvarlige personer for overtrædelse af reglerne.