Ophæver tolkekontrakt

Rigspolitiet har nu valgt at ophæve kontrakten om tolkeydelser med firmaet Easy Translate med omgående virkning.

Det sker efter en samlet vurdering af Easy Translates misligeholdelse af kontrakten, bl.a. efter at politiets tilsyn med firmaet har vist, at der er sket alvorlige brud på databeskyttelsesreglerne.

– Vi er blevet rådgivet af Kammeradvokaten til at hæve aftalen med Easy Translate straks, fordi der er sket grove overtrædelser af reglerne om databeskyttelse. Det drejer sig blandt andet om, at der er blevet anvendt databehandlere, som vi ikke kendte til i Rigspolitiet. En sådan situation er selvfølgelig helt uacceptabel, og der er ingen anden udvej end at ophæve samarbejdet med vores leverandør, siger koncernstyringsdirektør i Rigspolitiet, Thomas Østrup Møller i en pressemeddelelse.

Rigspolitiet har på vegne af myndighederne på Justitsministeriets samt Udlændinge- og Integrationsministeriets område indgået kontrakten med Easy Translate, som har været gældende siden 1. november 2018, og siden 1. april 2019 har Easy Translate leveret tolke til myndighederne.

Ud over overtrædelse af reglerne om databeskyttelse har også leveringsgrader under niveau, forkert indplacering af tolke, mangelfuld klagesagsbehandling og manglende etablering af en meritgivende tolkeuddannelse været med til at svække tilliden til Easy Translate.

Med ophævelsen af aftalen etablerer Rigspolitiet en midlertidig fortegnelse over tolke, som politikredse, retter og andre myndigheder vil have mulighed for selv at vælge relevante tolke fra. Samtidig stiller Rigspolitiet vejledende priser for tolkning til rådighed for myndighederne. – Alle kræfter vil blive sat ind på at få den midlertidige liste op at køre hurtigst muligt, men Rigspolitiet er klar over, at denne nye situation i en overgangsperiode medfører udfordringer for både tolkene og de enkelte myndigheder, tilføjer koncernstyringsdirektør Thomas Østrup Møller.

Del dette med dit netværk: